Rejseplan
15. august - 22. august
Civitavecchia - Rom Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
Napoli Italien
Seværdighederne er mange i Napoli, og de lokales hverdagsliv er i sig selv én af dem. Napolitanere er kendte for at være meget højlydte i deres omgang med hinanden, ligesom byen kan virke både snusket, larmende og kaotisk. Af samme grund mener mange, at det er her, du oplever det ægte og upolerede Italien. Gå langs Spaccanapoli – en lang, smal gade, der gennemskærer det historiske centrum – og beundr de historiske kirker, livlige pladser, udendørs caféer og unikke butikker. I bydelen Santa Lucia finder du de maleriske klynger af smalle ”trappegader” med bagerier, butikker med kunsthåndværk og små caféer, hvor de lokale drikker deres espresso. Vasketøjet hænger ofte på snore mellem husene, mens der føres samtaler fra den ene balkon til den næste. Et kulørt og livligt kvarter, der leder tankerne hen på gamle tegnefilm og ”Bella Notte”. Napoli byder på masser af kunst, kultur og historie. Det spændende arkæologiske museum fremviser bronzestatuer, freskoer og mosaikker samt Farnese-tyren, der er den største, antikke skulptur, der nogensinde er fundet. Der er hele to royale paladser i Napoli, hvor du på en rundtur ser værelser rigt dekoreret med gobeliner, freskoer, porcelæn og portrætter foruden store kunstsamlinger. Teatro di San Carlo er et af de største teatre i Europa og Italiens førende operahus. Det blev færdiggjort i 1737 med et ekstravagant interiør i rødt og guld med balkoner fordelt på seks etager – et design som efterfølgende arkitekter har stræbt efter at følge. Det samme gælder for pizzaen, som i sin simple Margherita-form siges at stamme fra Napoli – så enkelt, men så lækkert!
At Sea
Chania - Kreta Grækenland
Der er en særlig ro over Chania, selv når gaderne summer. Langs den venetianske havn spejler farverige huse sig i vandet, og duften af kaffe, salt og læder hænger i luften. Fiskerne lapper deres net ved kajen, mens lokale handler på markedet i den gamle Agora, hvor ost, honning og urter fra bjergene fylder boderne med farver og dufte. Chania har altid været en by i forandring. Venetianske lagre blev til osmanniske hjem, og gamle kirker bærer stadig spor af tidens forskellige tro. I de snævre gyder hænger blomster over smalle trapper, og bag tunge trædøre finder du små værksteder, hvor håndværkere arbejder, som de altid har gjort. Et kort stykke fra byen ligger Akrotiri-halvøen, hvor klostrene Agia Triada og Gouverneto troner på klippetoppe omgivet af olivenlunde og cypresser. Luften dufter her af harpiks og timian, og udsigten strækker sig helt ud til det åbne hav. Vest for Chania ligger bugterne ved Agii Apostoli - små vige med klart, lavt vand og klipper, hvor pinjetræerne vokser helt ud mod havet. Når du vender tilbage til havnen, står det venetianske fyrtårn som et fast holdepunkt, og husenes falmede facader lyser blødt i solen, mens lyset danser i vandet nedenfor.
At Sea
Kusadasi Tyrkiet
Kusadasi er en livlig kystby, hvor basarer og caféer summer af liv, og hvor en hyggelig strandpromenade inviterer til at slentre med udsigt til det glitrende blå hav. Ud for byen ligger en lille ø forbundet med fastlandet via en smal dæmning - kronet af en gammel stenfæstning og omgivet af klippefyldte vige. Men det er de historiske skatte i omegnen, der for alvor gør Kusadasi uforglemmelig. En kort køretur fører dig til Efesos - en af verdens bedst bevarede antikke byer og et levende vidnesbyrd om romernes storhed. Her kan du gå ad marmorbelagte gader og lade blikket glide op langs søjler, templer og badehuse. Det storslåede Celsus-bibliotek og det mægtige teater, der kunne rumme 25.000 tilskuere, sætter fantasien i gang, mens historier fra både Bibelen og oldtiden knytter sig til hver en sten. Ikke langt herfra ligger ruinerne af den kirke, som siges at være rejst over apostlen Johannes' grav. Vil du opleve den landlige charme, kan du søge mod bjergene og landsbyen Sirince, hvor gamle stenhuse, vinmarker og blomstrende haver danner rammen om en rolig dag. Her sælges hjemmelavede delikatesser fra små boder, og fra de brostensbelagte stier er der udsigt over grønne skråninger og dale. Ønsker du i stedet at slappe af, lokker Kusadasi med fine badestrande, tyrkiske specialiteter og måske et besøg i et traditionelt hammam, hvor både krop og sind finder ro.
Mykonos Grækenland
Mykonos indbyder til en gåtur gennem hovedbyens labyrintiske gyder. Her møder du masser af fotoværdige motiver i form af malede døre, små kapeller og balkoner fyldt med farverige blomster foruden de berømte vindmøller, der er øens vartegn og står som tavse vogtere over byen. De stammer fra det 16. århundrede, hvor Mykonos var et handelscentrum på ruten mellem Venedig og Asien. I det billedskønne ”Lille Venedig” står de farverige huse på pæle i vandet, mens bølgerne slår op mod terrasserne – et yderst fotogent og romantisk område med trendy barer og gallerier. Du kan også besøge det Antikke Grækenland ved at sejle til den lille naboø, Delos, der siges at være fødestedet for den græske gud Apollo og derfor var den helligste ø i Grækenland. I dag er øen et åbent museum med mange interessante arkæologiske fund.
Athen Grækenland
Krydstogtshavnen hedder Piraeus. Herfra er der ca. 12 km til centrum af Athen. I den græske hovedstad kan du gå på opdagelse i Demokratiets vugge, der gemmer på 5.000 års fortællinger om krige, menneskelig udvikling og velstand. Athen er en skøn blanding af gammelt og nyt, og således ligger gamle ruiner og moderne luksushoteller side om side og skaber en komprimeret diversitet, som ikke opleves mange andre steder i verden. Akropolis er selve symbolet på Athen og troner over byen, hvorfra det har overlevet mange forskellige civilisationer, hvis stemmer man næsten kan høre mellem de imponerende doriske søjler. Lige nedenfor Akropolis ligger det charmerende Plaka-distrikt, hvis smalle stenbelagte stræder gemmer på hyggelige restauranter og beværtninger samt finurlige butikker med spændende brugskunst. Athen er også fødestedet for de moderne olympiske lege, som har været afholdt stort set hvert 4. år siden 1896. Det oprindelige atletikstadion står stadig, så du kan løbe en runde eller forsøge med et længdespring eller blot sætte dig på tribunen og overvære andres anstrengelser.
Sun Princess
Princess CruisesOm skibet
Sun Princess er et imponerende krydstogtskib, der tilhører Princess Cruises-flåden. Dette elegante skib er kendt for sin luksuriøse atmosfære og førsteklasses faciliteter.
Med en længde på omkring 261 meter og en kapacitet på over 2.000 passagerer tilbyder Sun Princess en behagelig rejseoplevelse til en bred vifte af destinationer.
Ombord på Sun Princess
Ombord på Sun Princess finder du et væld af aktiviteter og underholdning, herunder flere restauranter, barer, et teater, kasino og spa. Skibets solrige dæk byder på pools, boblebade og sportsfaciliteter, hvilket giver dig mulighed for at slappe af og nyde udsigten under rejsen.
Sun Princess tilbyder spændende udflugter og kulturelle oplevelser. Med sit erfarne besætningshold og moderne design er Sun Princess en favorit blandt krydstogtrejsende, der søger komfort og elegance på deres rejse til spændende destinationer rundt om i verden.
Underholdning (5)
Mad og drikke (16)
Fitness (5)
Øvrige (6)
Rekreative (7)
Afslapning (3)