EXPLORA I
Explora JourneysOm skibet
Explora Journeys’ skib Explora I er et luksuriøst krydstogtskib, der blev søsat i 2023 som det første skib i rederiets eksklusive flåde. Med en kapacitet på cirka 922 passagerer sætter EXPLORA I nye standarder for moderne krydstogtrejser ved at kombinere raffineret elegance med en afslappet og sofistikeret atmosfære.
Skibet er designet med fokus på rummelighed og komfort, hvilket ses i de 461 suiter, penthouselejligheder og residencer – alle med private terrasser og havudsigt. Interiøret er præget af et stilfuldt, moderne design, hvor naturlige materialer og diskrete luksuriøse detaljer skaber en eksklusiv og harmonisk stemning.
Gastronomi er et centralt element ombord på Explora I, hvor gæster kan nyde en kulinarisk rejse gennem skibets seks restauranter. Her tilbydes alt fra middelhavsinspirerede retter og asiatisk fusion til autentiske internationale specialiteter, der tilberedes med fokus på bæredygtighed og lokale råvarer. Derudover kan gæster slappe af i skibets elegante barer og lounges, hvor der serveres eksklusive vine, sjældne spiritusser og innovative cocktails.
Ombord finder man også en bred vifte af wellness- og afslapningsmuligheder. Ocean Wellness er skibets spa- og fitnesskoncept, hvor gæster kan nyde luksuriøse behandlinger, sauna, dampbade, hydroterapi og et moderne fitnesscenter med personlige træningsmuligheder. Skibet har desuden fire swimmingpools, herunder en indendørs pool med justerbart glastag samt flere afslappende jacuzzi-områder.
Explora I tilbyder unikke ruter til nogle af verdens mest eksklusive destinationer, herunder Middelhavet, Nord- og Sydamerika, Caribien og Nordeuropa. Skibets filosofi om langsomme og dybdegående rejseoplevelser betyder længere ophold i havne og mulighed for autentiske, skræddersyede udflugter.
Faciliteter
Rejseplan
05. oktober - 21. oktoberCivitavecchia - Rom
Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
La Spezia
Italien
La Spezia breder sig ud mellem grønne bakker og det brusende Liguriske Hav - en havneby med salt i murene og spor af søfart, poesi og dagligdag. Her er tempoet lavere end i de nærliggende turistmagneter, og det giver dig plads til at lade byen folde sig ud i sit eget tempo. Langs havnepromenaden vugger sejlbåde i solen, og i de smalle gader bagved møder du pastelfarvede facader, små osteriaer og skyggefulde piazzaer, hvor lokale børn leger mellem appelsintræer og fontæner. På det maritime museum fortælles historien om Italiens flådehistorie, og oppe fra det gamle slot Castello San Giorgio har du udsigt over byen, bugten og de grønne bakker i baglandet. La Spezia har sin helt egen puls, og de små aktiviteter får her en større betydning: Køb frisk focaccia i en baggård, find skatte på et antikmarked eller slentr gennem de fredelige stier i den botaniske have. Her lader livet sig ikke måle i seværdigheder, men i stemninger og det stille møde med det ægte Italien. Fra La Spezia er der ikke langt til Cinque Terre - de fem små kystbyer, der ligger på rad og række, klistret op ad klipperne i et landskab af vinmarker, stejle stier og det åbne hav. Byerne er bilfri og forbundet af tog, vandrestier og både, og de er berømte for deres farverige huse, dramatiske beliggenhed og autentiske landsbystemning.
Monte Carlo
MonacoMonte Carlo, en lille bystat inden for fyrstedømmet Monaco, fortryller besøgende med sin luksuriøse elegance og fantastiske udsigt over Middelhavet. Byen er kendt for sin glamourøse livsstil, overdådige kasinoer og verdensberømte Formel 1-grandprix. Udforsk lokale seværdigheder som Casino de Monte-Carlo og Prince's Palace, og nyd de kulinariske delikatesser i de fine restauranter. Byen indbyder til en verden af elegance, spænding og overdådighed i en betagende kulisse ved kysten.
St. Tropez
FrankrigSt. Tropez, en skat på den franske Riviera, er berømt for sin glamour og skønhed. Denne charmerende kystby ved Middelhavet byder på strålende solskin, gyldne sandstrande og en travl marina fyldt med luksusyachter. Gaderne er foret med butikker, caféer og restauranter, der oser af provencalsk charme. St. Tropez er også kendt for sit natteliv og sine trendy natklubber. For de kunstinteresserede er der flere gallerier og museer at udforske. Uanset om du slapper af på stranden eller udforsker byen, er St. Tropez en idyllisk destination, der byder på solrige dage og elegante aftener.
Mahon - Menorca
Spanien
Menorca er den mere ukendte søster til de velkendte ferieøer Mallorca og Ibiza. Når du lægger til i Mahon, Menorcas charmerende hovedstad, glider du direkte ind i en af Europas største naturlige havne – et panorama af azurblåt vand, pastelfarvede facader og gamle bastioner. Byen spreder sig op ad klipperne, og en slentretur gennem de smalle gader fører dig forbi lokale markeder, livlige caféer og elegante bygninger fra britisk kolonitid. Du kan nyde udsigten fra Mirador del Pont des Castell, besøge det gamle kloster Convento de San Francisco eller smage på lokal gin i det historiske destilleri Xoriguer, hvor aromaen af enebær fylder luften. Et besøg på Museum de Menorca afslører øens mangfoldige historie fra talayotkulturen til nutiden.
Valencia
Spanien
Valencia er Spaniens tredjestørste by og beskrives af de lokale som ”et stykke af himlen på jorden”. Byen ligger ved solrige Costa Blanca og er kendt for sine lange sandstrande, de palmeomkransede torve fulde af liv og kirkernes farverige kupler. Valencia var engang et selvstændigt kongedømme, og byen er i dag rig på kulturhistorie med storslåede historiske monumenter som Silkebørsen fra 1400-tallet og Markisens Palads fra det 18. århundrede, og fortidens handelsmænd og aristokraters velstand ses tydeligt på museet for fin kunst. Det 21. århundrede har dog også gjort sit indtog i Valencia, og ”Byen for Kunst og Videnskab” er et nærmest futuristisk anlæg med særegne og fantasifulde bygninger, der rummer flere museer, planetarium, akvarium, koncertsale og videnskabelige udstillinger. Mange har udråbt et af den prægtige katedrals bægre til at være den faktiske Hellige Gral, hvilket dog ikke er bevist. Til gengæld er det ganske vist, at katedralens kuppel belagt med blålige fliser og det tilhørende klokketårn pryder Valencias skyline. Du finder katedralen og mange andre seværdige bygningsværker i den gamle bydel, der oser af spansk charme, og hvis gader lokker med spændende butikker og appetitvækkende tapasbarer som f.eks. ved det unikke,cirkelrunde torv Placa Redona. Snyd heller ikke dig selv for et besøg i de ikoniske Serranos-tårne, der er en del af én af de gamle byporte fra tiden, hvor byen var omgivet af forsvarsmure. Fra tårnenes top har du en flot udsigt over Valencia.
Barcelona
Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
Marseille
Frankrig
Marseille er den største havn i Middelhavet og Frankrigs andenstørste by. Den er en sand smeltedigel af forskellige folk og kulturer og anses for at være en bro mellem Europa og Nordafrika. Det er en by, der er perfekt til bare at vandre omkring og indsnuse atmosfæren, mens man beundrer de arkitektoniske perler. I den maleriske gamle havn ligger yachts- og fiskerbåde side om side, og lige nord herfor finder du den historiske del af byen, Le Panier, hvis virvar af snørklede og stejle gader gemmer på små, skjulte pladser og gamle, høje huse med terrasser, hvor vasketøjet hænger til tørre. Ud for kysten domineres vyet af det berygtede Chateau d’If – fængslet på en lille klippeø, hvorfra Greven af Monte Cristo flygtede i Alexandre Dumas’ berømte roman. Fra Marseille kan du også udforske smukke og historisk interessante Arles og pavernes gamle by Avignon.
Nice
FrankrigNice har i århundreder været selve billedet på den franske Riviera. Byens særlige lys og klare farver har lokket både aristokrater og kunstnere til - fra de første britiske og russiske overklasseturister til modernismens store navne. Promenade des Anglais blev anlagt som deres elegante strandboulevard, og den er stadig Nices vartegn med sine palmer, hvide strandstole og udsigten over Middelhavets skarpe azur. I Vieux Nice snor gyderne sig mellem okker- og terrakottafarvede huse, hvor duften af friskbagte socca og krydderurter blander sig med lyden af markedspladsen Cours Saleya. Her er det ikke bare stemningen, men farverne i sig selv, der fascinerer - en palet af gult, rødt og blåt, som også satte sig i de lærreder, Matisse og Chagall malede under deres ophold i byen. I dag kan du opleve deres værker på de museer, der bærer deres navne, og som vidner om, hvordan Nice formede kunsten i det 20. århundrede. Men Nice er også glamour - en by hvor de tidlige aristokrater blev efterfulgt af filmstjerner og jetsettere, der satte Rivieraen på verdenskortet som et symbol på elegance. Fra bakkeskråningen Colline du Château åbner panoramaet sig - Middelhavet i dybblå nuancer, de røde tage i den gamle by og den uendelige kurve af Promenade des Anglais - et billede, der indrammer alt det, der gør Nice unik.
Porto Santo Stefano (Argentario)
Napoli
Italien
Seværdighederne er mange i Napoli, og de lokales hverdagsliv er i sig selv én af dem. Napolitanere er kendte for at være meget højlydte i deres omgang med hinanden, ligesom byen kan virke både snusket, larmende og kaotisk. Af samme grund mener mange, at det er her, du oplever det ægte og upolerede Italien. Gå langs Spaccanapoli – en lang, smal gade, der gennemskærer det historiske centrum – og beundr de historiske kirker, livlige pladser, udendørs caféer og unikke butikker. I bydelen Santa Lucia finder du de maleriske klynger af smalle ”trappegader” med bagerier, butikker med kunsthåndværk og små caféer, hvor de lokale drikker deres espresso. Vasketøjet hænger ofte på snore mellem husene, mens der føres samtaler fra den ene balkon til den næste. Et kulørt og livligt kvarter, der leder tankerne hen på gamle tegnefilm og ”Bella Notte”. Napoli byder på masser af kunst, kultur og historie. Det spændende arkæologiske museum fremviser bronzestatuer, freskoer og mosaikker samt Farnese-tyren, der er den største, antikke skulptur, der nogensinde er fundet. Der er hele to royale paladser i Napoli, hvor du på en rundtur ser værelser rigt dekoreret med gobeliner, freskoer, porcelæn og portrætter foruden store kunstsamlinger. Teatro di San Carlo er et af de største teatre i Europa og Italiens førende operahus. Det blev færdiggjort i 1737 med et ekstravagant interiør i rødt og guld med balkoner fordelt på seks etager – et design som efterfølgende arkitekter har stræbt efter at følge. Det samme gælder for pizzaen, som i sin simple Margherita-form siges at stamme fra Napoli – så enkelt, men så lækkert!
Palermo - Sicilien
Italien
Sicilien har altid haft en strategisk vigtig beliggenhed midt i Middelhavet. Gennem årtusinder har forskellige civilisationer således passeret forbi her på kanten af Europa. I Palermo vil du derfor opleve et krydret mix af flere kulturer, hvilket kommer til udtryk i den finurlige blanding af bygningsværker i mange stilarter, der strækker sig fra arabisk arkitektur til det mere pompøse barokke look – nogle gange med flere stilarter i samme monument. Således ligger souk-agtige markeder side om side med katolske barokkirker og gotiske paladser indrammet af daddelpalmer. Palermo er en fantastisk by bare at slentre omkring i på må og få, for rundt om hvert gadehjørne gemmer den på nye betagende syn. Udover den iøjnefaldende katedral har Palermo også Italiens største operahus, og så venter der en både bizar og lidt makaber oplevelse i kapucinernes katakomber.
Ibiza
Spanien
Ibiza er især kendt for sit farverige natteliv, hvor musikken i sommermånederne styres af verdenskendte DJ’s. Alene på den baggrund vil mange måske fravælge øen som rejsemål, men det er synd, for Ibiza har også en mere fredelig side og byder således på en natur, der kan være både gold og frodig, utallige skønne strande i øde bugter og charmerende småbyer, frugtplantager, mandeltræer og marker med velduftende urter. Hovedbyen, som internationalt meget sigende benævnes som Ibiza By, kaldes af de lokale for Eivissa og rummer mange hyggelige caféer og restauranter samt moderigtige butikker, hvor der kan shoppes løs. Mest charmerende er dog dens gamle bydel, Dalt Vila, der er omkranset af en mur og optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Ud for Ibizas vestkyst ligger den ubeboede ø, Es Vedra, der er gennemsyret af mystik og folklore. En hypnotiserende forreven klippeø, der siges både at være spidsen af det forsvundne Atlantis samt hjemsted for de berygtede sirener, som lokker sømænd på afveje. Fakta er dog, at øen er et af de mest magnetiske steder på Jorden, ligesom Bermuda-trekanten.
Palma de Mallorca
Spanien
På Mallorca lægges der typisk til i gåafstand til hovedbyen, Palma. Her tårner den imponerende La Seu-katedral sig op og byder dig velkommen. Bag denne begynder den gamle bydel – Palmas hjerte – hvor du finder museer, paladser og smukke patioer i de snævre, atmosfærefyldte gader, der også gemmer på små markeder, sjove og finurlige butikker samt fristende tapasbarer. Langs havnefronten, hvor fiskere stadig reparerer deres net i hånden, mens de solbeskinnede både vugger blidt i marinaen, finder du det majestætiske Almudaina-palads, der oprindeligt var et maurisk fort. Løvefontænen fra det 11. århundrede er et af de få arabiske levn i komplekset ud over søjler og buegange, men det er stadig et fascinerende bygningsværk. Også med udsigt over havnen ligger Bellver Castle fra 1300-tallet med det eneste runde tårn i Spanien. Slottet blev bygget som kongelig residens og blev senere konverteret til et militærfængsel, der bl.a. blev brugt under Napoleonskrigene og Den Spanske Borgerkrig. I dag kan du stadig se fangernes ”graffiti” på murene. På begge sider af Palma strækker de lækre sandstrande sig og indbyder til nogle afslappende timer med havudsigt.
Barcelona
Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.