Costa Fascinosa
Costa CruisesOm skibet
Costa Fascinosa er et imponerende krydstogtskib, som tilbyder en fantastisk og uforglemmelig oplevelse til sine passagerer. Skibet er en del af Costa Cruises flåde og er kendt for sin elegant indretning og høje standard for service og kvalitet. Med plads til over 3.800 passagerer og mere end 1.100 besætningsmedlemmer, er Costa Fascinosa et af de større skibe i Costa Cruises flåde.
Passagererne kan vælge mellem forskellige kahytter og suiter, som alle er komfortabelt indrettet med moderne faciliteter, såsom aircondition, fladskærms-tv og minibar. På Costa Fascinosa er der masser af underholdning og aktiviteter til både voksne og børn.
Skibet har flere restauranter, barer og cafeer, hvor passagererne kan nyde lækre måltider og drikkevarer. Der er også et stort udvalg af butikker, et kasino, teater og diskotek. For dem der ønsker at slappe af og nyde skibets faciliteter, er der et stort spa og fitnesscenter, som tilbyder forskellige behandlinger og aktiviteter såsom yoga og pilates.
Der er flere swimmingpools og jacuzzier på skibet, hvor passagererne kan nyde solen og den fantastiske udsigt over havet. Costa Fascinosa sejler til en række forskellige destinationer, og uanset hvor skibet sejler hen, vil passagererne opleve en unik og uforglemmelig krydstogtoplevelse ombord.
Med dens elegante indretning og høje standard for service og kvalitet, er dette krydstogtskib et drømmerejsevalg for enhver, der ønsker at opleve det bedste af, hvad krydstogter har at tilbyde.
Faciliteter
Rejseplan
25. september - 03. oktoberValletta
Malta
Malta er en lille øgruppe bestående af 7 øer, hvoraf de 3 – hovedøen Malta samt Gozo og Comino – er beboet. Med sin strategiske beliggenhed mellem Nordafrika og Italien har Malta igennem århundreder været eftertragtet jord, og herredømmet over øerne har skiftet hænder flere gange igennem historien, hvilket har sat sit præg på både sproget, gastronomien og arkitekturen. Maltesisk er således afledt af arabisk blandet med italiensk, mens middelhavskøkkenet blandes med det nordafrikanske. Malteserne er også meget stolte af de legendariske riddere, der forsvarede øen mod tyrkerne og lancerede korstogene. Disse riddere går under mange navne, hvoraf Johanniterordenen og Malteserordenen er de mest kendte. Det var en af ordenens stormestre, der grundlagde Valletta og gjorde byen til hovedstad i midten af 1500-tallet, og mange af byens for øvrigt meget smukke barokke bygninger stammer fra denne tid. På trods af sin beskedne størrelse er Valletta spækket med historisk interessante seværdigheder, hvoraf den imponerende katedral og Stormesterens Palads skal fremhæves sammen med et par museer, der fortæller den spændende historie om ridderne og deres bedrifter. Valletta, der er Europas sydligste og EU’s mindste hovedstad, er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og den er en yderst betagende by at vandre rundt i, da den emmer af historie og romantik.
Mykonos
Grækenland
Mykonos indbyder til en gåtur gennem hovedbyens labyrintiske gyder. Her møder du masser af fotoværdige motiver i form af malede døre, små kapeller og balkoner fyldt med farverige blomster foruden de berømte vindmøller, der er øens vartegn og står som tavse vogtere over byen. De stammer fra det 16. århundrede, hvor Mykonos var et handelscentrum på ruten mellem Venedig og Asien. I det billedskønne ”Lille Venedig” står de farverige huse på pæle i vandet, mens bølgerne slår op mod terrasserne – et yderst fotogent og romantisk område med trendy barer og gallerier. Du kan også besøge det Antikke Grækenland ved at sejle til den lille naboø, Delos, der siges at være fødestedet for den græske gud Apollo og derfor var den helligste ø i Grækenland. I dag er øen et åbent museum med mange interessante arkæologiske fund.
Santorini
Grækenland
Santorini er en af Middelhavets mest ikoniske øer og for mange billedet på hele Grækenland. Det er de klassiske hvide huse med blå kupler, der balancerer dramatisk på kanten af en vulkansk caldera, som er afbilledet på utallige billedskønne postkort. Øens særlige lys og farver – fra det kridhvide puds til den sorte lavasten og det dybblå hav – skaber et landskab, der næsten virker overjordisk. I de snoede gader i Oia og Fira finder du små tavernaer, kunstgallerier og udsigtspunkter, hvor solnedgangen er et dagligt tilløbsstykke. En dag på Santorini kan føre dig til de røde og sorte strande, hvor lavaklipper danner dramatiske rammer om det klare vand, eller til det arkæologiske område Akrotiri, hvor en minoisk by fra bronzealderen er bevaret under aske. Du kan også smage lokale vine dyrket i den mineralske jord, hvor vinstokkene vokser som krøllede kurve helt tæt på jorden for at modstå vinden. En sejltur i calderaen bringer dig tæt på aktive varme kilder og den rygende Nea Kameni-vulkan, som du kan bestige til fods. Santorini er både skønhed og dramatik, stille stunder og intens sanselighed – en ø, der føles som skabt til at forføre dine øjne, dine smagsløg og din længsel efter det ekstraordinære.
Athen
Grækenland
Krydstogtshavnen hedder Piraeus. Herfra er der ca. 12 km til centrum af Athen. I den græske hovedstad kan du gå på opdagelse i Demokratiets vugge, der gemmer på 5.000 års fortællinger om krige, menneskelig udvikling og velstand. Athen er en skøn blanding af gammelt og nyt, og således ligger gamle ruiner og moderne luksushoteller side om side og skaber en komprimeret diversitet, som ikke opleves mange andre steder i verden. Akropolis er selve symbolet på Athen og troner over byen, hvorfra det har overlevet mange forskellige civilisationer, hvis stemmer man næsten kan høre mellem de imponerende doriske søjler. Lige nedenfor Akropolis ligger det charmerende Plaka-distrikt, hvis smalle stenbelagte stræder gemmer på hyggelige restauranter og beværtninger samt finurlige butikker med spændende brugskunst. Athen er også fødestedet for de moderne olympiske lege, som har været afholdt stort set hvert 4. år siden 1896. Det oprindelige atletikstadion står stadig, så du kan løbe en runde eller forsøge med et længdespring eller blot sætte dig på tribunen og overvære andres anstrengelser.
Chania - Kreta
Grækenland
Der er en særlig ro over Chania, selv når gaderne summer. Langs den venetianske havn spejler farverige huse sig i vandet, og duften af kaffe, salt og læder hænger i luften. Fiskerne lapper deres net ved kajen, mens lokale handler på markedet i den gamle Agora, hvor ost, honning og urter fra bjergene fylder boderne med farver og dufte. Chania har altid været en by i forandring. Venetianske lagre blev til osmanniske hjem, og gamle kirker bærer stadig spor af tidens forskellige tro. I de snævre gyder hænger blomster over smalle trapper, og bag tunge trædøre finder du små værksteder, hvor håndværkere arbejder, som de altid har gjort. Et kort stykke fra byen ligger Akrotiri-halvøen, hvor klostrene Agia Triada og Gouverneto troner på klippetoppe omgivet af olivenlunde og cypresser. Luften dufter her af harpiks og timian, og udsigten strækker sig helt ud til det åbne hav. Vest for Chania ligger bugterne ved Agii Apostoli - små vige med klart, lavt vand og klipper, hvor pinjetræerne vokser helt ud mod havet. Når du vender tilbage til havnen, står det venetianske fyrtårn som et fast holdepunkt, og husenes falmede facader lyser blødt i solen, mens lyset danser i vandet nedenfor.
Messina - Sicilien
Italien
Lige ved strædet, der adskiller Sicilien fra det italienske fastland, og hvor de mytologiske søuhyrer, Skylla og Charybdis, i sin tid huserede, ligger Messina. En rigtig hyggelig by, der er udråbt til den bedste by i Europa, når det gælder street food. Efter et voldsomt jordskælv ødelagde store dele af byen i 1908, blev den genopbygget i Belle Époque stil med brede boulevarder og forholdsvis lave bygninger, hvilket gør, at Messina i dag adskiller sig udtryksmæssigt fra andre sicilianske byer. Messinas største seværdighed er – som i mange andre italienske byer – den harmoniske katedral, som her i byen flankeres af et flot astronomisk klokketårn. Længere nede ad kysten ligger middelalderlige Taormina, der nærmest rejser sig lodret op ad havet, og byder på smalle og snoede brostensbelagte gader, det arabisk inspirerede Palazzo Corvaja og ruinerne af et græsk teater. Og lige i nærheden ligger Etna – Europas højeste, aktive vulkan. Har du brug for et lille hvil, kan du sætte dig på en af de hyggelige caféer og nyde en forfriskende granité med smag af Siciliens solmodne citroner.
Civitavecchia - Rom
Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…