Rejseplan
02. april - 13. april
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
At Sea

Napoli Italien
Seværdighederne er mange i Napoli, og de lokales hverdagsliv er i sig selv én af dem. Napolitanere er kendte for at være meget højlydte i deres omgang med hinanden, ligesom byen kan virke både snusket, larmende og kaotisk. Af samme grund mener mange, at det er her, du oplever det ægte og upolerede Italien. Gå langs Spaccanapoli – en lang, smal gade, der gennemskærer det historiske centrum – og beundr de historiske kirker, livlige pladser, udendørs caféer og unikke butikker. I bydelen Santa Lucia finder du de maleriske klynger af smalle ”trappegader” med bagerier, butikker med kunsthåndværk og små caféer, hvor de lokale drikker deres espresso. Vasketøjet hænger ofte på snore mellem husene, mens der føres samtaler fra den ene balkon til den næste. Et kulørt og livligt kvarter, der leder tankerne hen på gamle tegnefilm og ”Bella Notte”. Napoli byder på masser af kunst, kultur og historie. Det spændende arkæologiske museum fremviser bronzestatuer, freskoer og mosaikker samt Farnese-tyren, der er den største, antikke skulptur, der nogensinde er fundet. Der er hele to royale paladser i Napoli, hvor du på en rundtur ser værelser rigt dekoreret med gobeliner, freskoer, porcelæn og portrætter foruden store kunstsamlinger. Teatro di San Carlo er et af de største teatre i Europa og Italiens førende operahus. Det blev færdiggjort i 1737 med et ekstravagant interiør i rødt og guld med balkoner fordelt på seks etager – et design som efterfølgende arkitekter har stræbt efter at følge. Det samme gælder for pizzaen, som i sin simple Margherita-form siges at stamme fra Napoli – så enkelt, men så lækkert!
At Sea

Valletta Malta
Malta er en lille øgruppe bestående af 7 øer, hvoraf de 3 – hovedøen Malta samt Gozo og Comino – er beboet. Med sin strategiske beliggenhed mellem Nordafrika og Italien har Malta igennem århundreder været eftertragtet jord, og herredømmet over øerne har skiftet hænder flere gange igennem historien, hvilket har sat sit præg på både sproget, gastronomien og arkitekturen. Maltesisk er således afledt af arabisk blandet med italiensk, mens middelhavskøkkenet blandes med det nordafrikanske. Malteserne er også meget stolte af de legendariske riddere, der forsvarede øen mod tyrkerne og lancerede korstogene. Disse riddere går under mange navne, hvoraf Johanniterordenen og Malteserordenen er de mest kendte. Det var en af ordenens stormestre, der grundlagde Valletta og gjorde byen til hovedstad i midten af 1500-tallet, og mange af byens for øvrigt meget smukke barokke bygninger stammer fra denne tid. På trods af sin beskedne størrelse er Valletta spækket med historisk interessante seværdigheder, hvoraf den imponerende katedral og Stormesterens Palads skal fremhæves sammen med et par museer, der fortæller den spændende historie om ridderne og deres bedrifter. Valletta, der er Europas sydligste og EU’s mindste hovedstad, er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og den er en yderst betagende by at vandre rundt i, da den emmer af historie og romantik.

Siracusa - Sicilien Italien
Siracusa er en af Siciliens mest fascinerende byer - en elegant blanding af græsk storhed, barok charme og sydlandsk stemning. I det historiske centrum, Ortigia, slynger smalle gyder sig mellem kalkstenshuse, kirker og små piazzaer, hvor livet leves med ro og rytme. Her ligger domkirken bygget direkte ind i et antikt tempel, og langs promenaden åbner byens caféer og fiskerestauranter sig mod det azurblå hav. Det arkæologiske område kan prale med et velbevaret græsk teater, som stadig bruges til forestillinger i sommermånederne, samt det mystiske ”Dionysos’ Øre” - en stor klippehule med en helt særlig akustik. Siracusa var en af antikkens mægtigste byer, og sporene efter de mange epoker er stadig tydelige, fra romerske amfiteatre til arabiske indflydelser og normanniske detaljer. En dag i og omkring byen kan også bringe dig til nærliggende citruslunde og saltmarsker, eller til rislende ferskvandskilder som Fonte Aretusa, hvor papyrus stadig gror som et levn fra en fjern tid. Siracusa er ikke blot smuk – den er sanselig, historietynget og stadig levende i sit tempo, sine traditioner og sit blik mod havet.
At Sea

Korfu Grækenland
Korfus frodige flora tæller oliven- og appelsintræer samt cypresser i overflod. Gå en tur i de smalle gader i den muromkransede, gamle bydel med yndige pastelfarvede venetianske bygninger og besøg villaen, Achilleion, der var Prinsesse Sissi af Østrigs hjem. Hendes paradis er udsmykket med overdådige freskomalerier, dekoreret med klassiske motiver fra den græske mytologi og omkranset af storslåede haver. Neo Frourio er et arkitektonisk interessant fort med dystre fangekældre, en labyrint af løbegange med kamre og trapper samt en storslået udsigt over byen og bugtens dramatiske kystlinje.

Kotor Montenegro
Kotor er en lille perle af en by placeret mellem bjerge i bunden af en naturskøn bugt, og dens gamle del er en middelalderlig labyrint af snoede, brostensbelagte gader med museer, kirker og små pladser med hyggelige caféer. Den imponerende Sankt Tryphon katedral og dens udsmykkede facade er et must, ligesom San Giovanni fæstningen er værd at besøge til trods for de 1.350 trin, der skal forceres. Du belønnes nemlig med en spektakulær panoramaudsigt over bugten og byens røde tage samt flere pittoreske udsigter på vejen op og ned. Midt i bugten ligger Our Lady of the Rocks – en lille ø med en smuk kirke – og emmer af historie og myter, og den er også den nødvendige lille bådtur værd.

Brindisi Italien
Brindisi ligger på den italienske støvlehæl. Her er masser af italiensk charme med et orientalsk pift, og du kan tilbringe nogle hyggelige timer i den gamle bydel, hvis smalle gader gemmer på flere guldkorn i form af bl.a. flotte paladsagtige bygninger fra det 17. og 18. århundrede samt den bemærkelsesværdige katedral, der har overlevet hele syv jordskælv igennem tiden. Følg i korsfarere og handelsfolks fodspor langs den gamle Via Appia, der ender ved den ikoniske romerske søjle, og slap af med en espresso i palmernes skygge på et hyggeligt torv omgivet af charmerende hvide stenhuse. Nærliggende Alberobello er kendt for sine cylindriske, eventyragtige huse, mens Lecce, der også kendes som ”Sydens Firenze”, har et imponerende amfiteater.

Split Kroatien
Den livlige, kroatiske kulturby Splits fortryllende, gamle bykerne kan spore sine rødder tilbage til Antikken, hvor Split var under romersk herredømme. Her forenes fortid og nutid med romerske paladser på den ene side og moderne arkitektur og butikker på den anden. Omdrejningspunktet i den gamle bydel er den romerske kejser Diocletians palads med 16 tårne og 3 templer fra år 295. Paladset er siden ombygget og tilpasset flere gange af efterkommende herskere og ligger i dag meget tæt på Rivaen – den pulserende og fashionable, palmefyldte gade ved vandet, hvor du finder butikker og caféer og kan beskue det lokale liv. Yndede udflugtsmål fra Split inkluderer de gamle byer Solin og Trogir med mange levn fra Antikken og Krka Nationalpark med smukke vandfald, vandmøller og betagende landskaber.
Fusina
EXPLORA I
Explora JourneysOm skibet
Explora Journeys’ skib Explora I er et luksuriøst krydstogtskib, der blev søsat i 2023 som det første skib i rederiets eksklusive flåde. Med en kapacitet på cirka 922 passagerer sætter EXPLORA I nye standarder for moderne krydstogtrejser ved at kombinere raffineret elegance med en afslappet og sofistikeret atmosfære.
Skibet er designet med fokus på rummelighed og komfort, hvilket ses i de 461 suiter, penthouselejligheder og residencer – alle med private terrasser og havudsigt. Interiøret er præget af et stilfuldt, moderne design, hvor naturlige materialer og diskrete luksuriøse detaljer skaber en eksklusiv og harmonisk stemning.
Gastronomi er et centralt element ombord på Explora I, hvor gæster kan nyde en kulinarisk rejse gennem skibets seks restauranter. Her tilbydes alt fra middelhavsinspirerede retter og asiatisk fusion til autentiske internationale specialiteter, der tilberedes med fokus på bæredygtighed og lokale råvarer. Derudover kan gæster slappe af i skibets elegante barer og lounges, hvor der serveres eksklusive vine, sjældne spiritusser og innovative cocktails.
Ombord finder man også en bred vifte af wellness- og afslapningsmuligheder. Ocean Wellness er skibets spa- og fitnesskoncept, hvor gæster kan nyde luksuriøse behandlinger, sauna, dampbade, hydroterapi og et moderne fitnesscenter med personlige træningsmuligheder. Skibet har desuden fire swimmingpools, herunder en indendørs pool med justerbart glastag samt flere afslappende jacuzzi-områder.
Explora I tilbyder unikke ruter til nogle af verdens mest eksklusive destinationer, herunder Middelhavet, Nord- og Sydamerika, Caribien og Nordeuropa. Skibets filosofi om langsomme og dybdegående rejseoplevelser betyder længere ophold i havne og mulighed for autentiske, skræddersyede udflugter.
Afslapning (2)
Mad og drikke (9)
Rekreative (3)
Underholdning (5)
Øvrige (4)
