Rejseplan
22. juni - 29. juni
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
At Sea
Cannes Frankrig
Cannes er nok mest kendt for sin filmfestival, der er én af de vigtigste i verden, men byen er også glamourøs selv uden alle filmstjernerne i gadebilledet. Spadser en tur på den berømte La Croisette, der er en af de mest fashionable gader ved den franske riviera. Her finder du de smukke, historiske hoteller, skøn Art Nouveau arkitektur, mærkevarebutikker, gourmetrestauranter og en lang række af eksotiske palmer. Den gamle bydel kaldes Le Suquet og er bestemt også et besøg værd. Her er ingen trafik, så du kan i ro og mag vandre rundt og indsnuse stemningen og lade dig charmere af de gamle bygninger med hyggelige baggårde og smalle trapper. Er du til glitter og glamour, er der heller ikke langt herfra til fyrstendømmet Monaco, hvor den ene luksusbil efter den anden holder parkeret foran det store kasino, mens de store yachts slås om opmærksomheden i havnen.
Genova Italien
Christopher Columbus’ fødeby, Genova, er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.
Livorno Italien
Den italienske havneby Livorno fungerer som ”Porten til Toscana”, hvis landskaber er yderst fotogene med frodige skråninger dækket med vinmarker og sølvgrønne olivenlunde. Du kan således tage på en udflugt til Pisa og se Det Skæve Tårn eller til Firenze og gå på Ponte Vecchio og besøge Uffizi galleriet – et af de største italienske museer med en stor samling af uvurderlige værker fra især den italienske Renæssance. Cinque Terre – den berømte kyststrækning med de fem idylliske fiskerbyer med de farvestrålende huse, der har udsigt over de små havne fyldt med fiskerbåde – er også et yndet udflugtsmål fra Livorno, ligesom charmerende middelalderbyer som Siena med det karakteristiske, hældende torv og Lucca med de 12 meter høje bymure kalder på din opmærksomhed.
Porto Cervo (Sardinia)
Ajaccio - Korsika Frankrig
Ajaccio har en afslappet elegance, der passer perfekt til sin beliggenhed mellem hav og bjerge på Korsikas sydvestkyst. Her folder pastelfarvede huse sig ud langs den palmeprydede promenade, og byens historiske centrum er som skabt til at gå på opdagelse i med smalle gader, små pladser og lokale caféer, hvor tiden synes at flyde lidt langsommere. Ajaccio er også fødebyen for Napoleon Bonaparte, og hans barndomshjem står i dag som museum og vidnesbyrd om øens mest berømte søn. Tæt ved finder du katedralen, hvor han blev døbt, og flere statuer og gadenavne minder dig om byens stolte - og komplekse - tilknytning til kejseren. En kort tur langs kysten bringer dig til de såkaldte Îles Sanguinaires - ”de blodrøde øer” - opkaldt efter de glødende farver, de antager i solnedgangen. Undervejs passerer du gamle fæstninger og små bugter med krystalklart vand, hvor du kan bade, hvis tiden tillader det. Korsikas landskab ændrer sig hurtigt, og bag Ajaccio rejser øens bjergrige indre sig dramatisk med grønklædte skråninger og duftende krat. Her ligger landsbyer, der næsten klamrer sig til bjergsiderne, og hvor det korsikanske sprog stadig tales i dagliglivet. Ajaccio er en port til denne særlige ø, der ikke helt er Frankrig - men slet ikke Italien - den er noget helt for sig selv.
Civitavecchia - Rom Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
EXPLORA I
Explora JourneysOm skibet
Explora Journeys’ skib Explora I er et luksuriøst krydstogtskib, der blev søsat i 2023 som det første skib i rederiets eksklusive flåde. Med en kapacitet på cirka 922 passagerer sætter EXPLORA I nye standarder for moderne krydstogtrejser ved at kombinere raffineret elegance med en afslappet og sofistikeret atmosfære.
Skibet er designet med fokus på rummelighed og komfort, hvilket ses i de 461 suiter, penthouselejligheder og residencer – alle med private terrasser og havudsigt. Interiøret er præget af et stilfuldt, moderne design, hvor naturlige materialer og diskrete luksuriøse detaljer skaber en eksklusiv og harmonisk stemning.
Gastronomi er et centralt element ombord på Explora I, hvor gæster kan nyde en kulinarisk rejse gennem skibets seks restauranter. Her tilbydes alt fra middelhavsinspirerede retter og asiatisk fusion til autentiske internationale specialiteter, der tilberedes med fokus på bæredygtighed og lokale råvarer. Derudover kan gæster slappe af i skibets elegante barer og lounges, hvor der serveres eksklusive vine, sjældne spiritusser og innovative cocktails.
Ombord finder man også en bred vifte af wellness- og afslapningsmuligheder. Ocean Wellness er skibets spa- og fitnesskoncept, hvor gæster kan nyde luksuriøse behandlinger, sauna, dampbade, hydroterapi og et moderne fitnesscenter med personlige træningsmuligheder. Skibet har desuden fire swimmingpools, herunder en indendørs pool med justerbart glastag samt flere afslappende jacuzzi-områder.
Explora I tilbyder unikke ruter til nogle af verdens mest eksklusive destinationer, herunder Middelhavet, Nord- og Sydamerika, Caribien og Nordeuropa. Skibets filosofi om langsomme og dybdegående rejseoplevelser betyder længere ophold i havne og mulighed for autentiske, skræddersyede udflugter.
Afslapning (2)
Mad og drikke (9)
Rekreative (3)
Underholdning (5)
Øvrige (4)