Rejseplan
20. maj - 27. maj
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
Marseille Frankrig
Marseille er den største havn i Middelhavet og Frankrigs andenstørste by. Den er en sand smeltedigel af forskellige folk og kulturer og anses for at være en bro mellem Europa og Nordafrika. Det er en by, der er perfekt til bare at vandre omkring og indsnuse atmosfæren, mens man beundrer de arkitektoniske perler. I den maleriske gamle havn ligger yachts- og fiskerbåde side om side, og lige nord herfor finder du den historiske del af byen, Le Panier, hvis virvar af snørklede og stejle gader gemmer på små, skjulte pladser og gamle, høje huse med terrasser, hvor vasketøjet hænger til tørre. Ud for kysten domineres vyet af det berygtede Chateau d’If – fængslet på en lille klippeø, hvorfra Greven af Monte Cristo flygtede i Alexandre Dumas’ berømte roman. Fra Marseille kan du også udforske smukke og historisk interessante Arles og pavernes gamle by Avignon.
Porto Cervo (Sardinia)
Genova Italien
Christopher Columbus’ fødeby, Genova, er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.
Livorno Italien
Den italienske havneby Livorno fungerer som ”Porten til Toscana”, hvis landskaber er yderst fotogene med frodige skråninger dækket med vinmarker og sølvgrønne olivenlunde. Du kan således tage på en udflugt til Pisa og se Det Skæve Tårn eller til Firenze og gå på Ponte Vecchio og besøge Uffizi galleriet – et af de største italienske museer med en stor samling af uvurderlige værker fra især den italienske Renæssance. Cinque Terre – den berømte kyststrækning med de fem idylliske fiskerbyer med de farvestrålende huse, der har udsigt over de små havne fyldt med fiskerbåde – er også et yndet udflugtsmål fra Livorno, ligesom charmerende middelalderbyer som Siena med det karakteristiske, hældende torv og Lucca med de 12 meter høje bymure kalder på din opmærksomhed.
Nice Frankrig
Nice har i århundreder været selve billedet på den franske Riviera. Byens særlige lys og klare farver har lokket både aristokrater og kunstnere til - fra de første britiske og russiske overklasseturister til modernismens store navne. Promenade des Anglais blev anlagt som deres elegante strandboulevard, og den er stadig Nices vartegn med sine palmer, hvide strandstole og udsigten over Middelhavets skarpe azur. I Vieux Nice snor gyderne sig mellem okker- og terrakottafarvede huse, hvor duften af friskbagte socca og krydderurter blander sig med lyden af markedspladsen Cours Saleya. Her er det ikke bare stemningen, men farverne i sig selv, der fascinerer - en palet af gult, rødt og blåt, som også satte sig i de lærreder, Matisse og Chagall malede under deres ophold i byen. I dag kan du opleve deres værker på de museer, der bærer deres navne, og som vidner om, hvordan Nice formede kunsten i det 20. århundrede. Men Nice er også glamour - en by hvor de tidlige aristokrater blev efterfulgt af filmstjerner og jetsettere, der satte Rivieraen på verdenskortet som et symbol på elegance. Fra bakkeskråningen Colline du Château åbner panoramaet sig - Middelhavet i dybblå nuancer, de røde tage i den gamle by og den uendelige kurve af Promenade des Anglais - et billede, der indrammer alt det, der gør Nice unik.
At Sea
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
EXPLORA I
Explora JourneysOm skibet
Explora Journeys’ skib Explora I er et luksuriøst krydstogtskib, der blev søsat i 2023 som det første skib i rederiets eksklusive flåde. Med en kapacitet på cirka 922 passagerer sætter EXPLORA I nye standarder for moderne krydstogtrejser ved at kombinere raffineret elegance med en afslappet og sofistikeret atmosfære.
Skibet er designet med fokus på rummelighed og komfort, hvilket ses i de 461 suiter, penthouselejligheder og residencer – alle med private terrasser og havudsigt. Interiøret er præget af et stilfuldt, moderne design, hvor naturlige materialer og diskrete luksuriøse detaljer skaber en eksklusiv og harmonisk stemning.
Gastronomi er et centralt element ombord på Explora I, hvor gæster kan nyde en kulinarisk rejse gennem skibets seks restauranter. Her tilbydes alt fra middelhavsinspirerede retter og asiatisk fusion til autentiske internationale specialiteter, der tilberedes med fokus på bæredygtighed og lokale råvarer. Derudover kan gæster slappe af i skibets elegante barer og lounges, hvor der serveres eksklusive vine, sjældne spiritusser og innovative cocktails.
Ombord finder man også en bred vifte af wellness- og afslapningsmuligheder. Ocean Wellness er skibets spa- og fitnesskoncept, hvor gæster kan nyde luksuriøse behandlinger, sauna, dampbade, hydroterapi og et moderne fitnesscenter med personlige træningsmuligheder. Skibet har desuden fire swimmingpools, herunder en indendørs pool med justerbart glastag samt flere afslappende jacuzzi-områder.
Explora I tilbyder unikke ruter til nogle af verdens mest eksklusive destinationer, herunder Middelhavet, Nord- og Sydamerika, Caribien og Nordeuropa. Skibets filosofi om langsomme og dybdegående rejseoplevelser betyder længere ophold i havne og mulighed for autentiske, skræddersyede udflugter.
Afslapning (2)
Mad og drikke (9)
Rekreative (3)
Underholdning (5)
Øvrige (4)