Rejseplan
31. maj - 07. juni
Cannes Frankrig
Cannes er nok mest kendt for sin filmfestival, der er én af de vigtigste i verden, men byen er også glamourøs selv uden alle filmstjernerne i gadebilledet. Spadser en tur på den berømte La Croisette, der er en af de mest fashionable gader ved den franske riviera. Her finder du de smukke, historiske hoteller, skøn Art Nouveau arkitektur, mærkevarebutikker, gourmetrestauranter og en lang række af eksotiske palmer. Den gamle bydel kaldes Le Suquet og er bestemt også et besøg værd. Her er ingen trafik, så du kan i ro og mag vandre rundt og indsnuse stemningen og lade dig charmere af de gamle bygninger med hyggelige baggårde og smalle trapper. Er du til glitter og glamour, er der heller ikke langt herfra til fyrstendømmet Monaco, hvor den ene luksusbil efter den anden holder parkeret foran det store kasino, mens de store yachts slås om opmærksomheden i havnen.

Genova Italien
Christopher Columbus’ fødeby, Genova, er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.

La Spezia Italien
La Spezia breder sig ud mellem grønne bakker og det brusende Liguriske Hav - en havneby med salt i murene og spor af søfart, poesi og dagligdag. Her er tempoet lavere end i de nærliggende turistmagneter, og det giver dig plads til at lade byen folde sig ud i sit eget tempo. Langs havnepromenaden vugger sejlbåde i solen, og i de smalle gader bagved møder du pastelfarvede facader, små osteriaer og skyggefulde piazzaer, hvor lokale børn leger mellem appelsintræer og fontæner. På det maritime museum fortælles historien om Italiens flådehistorie, og oppe fra det gamle slot Castello San Giorgio har du udsigt over byen, bugten og de grønne bakker i baglandet. La Spezia har sin helt egen puls, og de små aktiviteter får her en større betydning: Køb frisk focaccia i en baggård, find skatte på et antikmarked eller slentr gennem de fredelige stier i den botaniske have. Her lader livet sig ikke måle i seværdigheder, men i stemninger og det stille møde med det ægte Italien. Fra La Spezia er der ikke langt til Cinque Terre - de fem små kystbyer, der ligger på rad og række, klistret op ad klipperne i et landskab af vinmarker, stejle stier og det åbne hav. Byerne er bilfri og forbundet af tog, vandrestier og både, og de er berømte for deres farverige huse, dramatiske beliggenhed og autentiske landsbystemning.

Civitavecchia - Rom Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
At Sea

Palma de Mallorca Spanien
På Mallorca lægges der typisk til i gåafstand til hovedbyen, Palma. Her tårner den imponerende La Seu-katedral sig op og byder dig velkommen. Bag denne begynder den gamle bydel – Palmas hjerte – hvor du finder museer, paladser og smukke patioer i de snævre, atmosfærefyldte gader, der også gemmer på små markeder, sjove og finurlige butikker samt fristende tapasbarer. Langs havnefronten, hvor fiskere stadig reparerer deres net i hånden, mens de solbeskinnede både vugger blidt i marinaen, finder du det majestætiske Almudaina-palads, der oprindeligt var et maurisk fort. Løvefontænen fra det 11. århundrede er et af de få arabiske levn i komplekset ud over søjler og buegange, men det er stadig et fascinerende bygningsværk. Også med udsigt over havnen ligger Bellver Castle fra 1300-tallet med det eneste runde tårn i Spanien. Slottet blev bygget som kongelig residens og blev senere konverteret til et militærfængsel, der bl.a. blev brugt under Napoleonskrigene og Den Spanske Borgerkrig. I dag kan du stadig se fangernes ”graffiti” på murene. På begge sider af Palma strækker de lækre sandstrande sig og indbyder til nogle afslappende timer med havudsigt.

Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.

Cannes Frankrig
Cannes er nok mest kendt for sin filmfestival, der er én af de vigtigste i verden, men byen er også glamourøs selv uden alle filmstjernerne i gadebilledet. Spadser en tur på den berømte La Croisette, der er en af de mest fashionable gader ved den franske riviera. Her finder du de smukke, historiske hoteller, skøn Art Nouveau arkitektur, mærkevarebutikker, gourmetrestauranter og en lang række af eksotiske palmer. Den gamle bydel kaldes Le Suquet og er bestemt også et besøg værd. Her er ingen trafik, så du kan i ro og mag vandre rundt og indsnuse stemningen og lade dig charmere af de gamle bygninger med hyggelige baggårde og smalle trapper. Er du til glitter og glamour, er der heller ikke langt herfra til fyrstendømmet Monaco, hvor den ene luksusbil efter den anden holder parkeret foran det store kasino, mens de store yachts slås om opmærksomheden i havnen.
MSC Grandiosa
MSC CruisesOm skibet
MSC Grandiosa er et af de nyeste skibe i MSC's voksende skibsflåde. Et elegant og ikke mindst innovativt skib, hvor der hele vejen igennem er tænkt på energieffektivitet og miljø.
MSC Grandiosa er et spektakulært skib på mange områder. Det er velindrettet med nye spændende tiltag som promenadearkaden midt i skibet og byder på en perlerække af nyheder bl.a. i deres teater hvor der dagligt er spektakulære forestillinger i form af musik og shows.
Ved anvendelse af de nyeste teknologier hører skibet samtidig til i den miljøbevidste ende af skalaen for krydstogtsskibe. Der er forsket rigtig meget i dette område, og nu er der kommet resultater, der giver krydstogtsbranchen en lysende fremtid. Byggende på hendes søsterskibes succes, tilbyder MSC Grandiosa endnu mere offentligt rum end sine søsterskibe, sammen med en række spændende innovationer.
Det udendørs pool område har tilhørende bar hvor en tiltrængt kold forfriskning nydes. Indendørs ligger skibets elegante fitnesscenter samt sportscenter med bowling, sportshal, virtuelt spillerum og sportsbar. Der er også et overdækket "solarium", hvor man kan slappe af og bade i den indendørs pool.
Smag på fremragende kulinarisk oplevelse i skibets specialrestauranter ombord, hvor du bl.a. kan få sushi, en god steak eller en pizza.
Den centrale promenade err skibets hjerte. Avanceret og raffineret med et fantastisk effektfuldt loft, der skifter udtryk flere gange om dagen. Langs arkaden er der butikker, restauranter og hyggekroge, ligesom skibets atrium går igennem i den ene ende. Her er typisk livligt med musik og underholdning flere gange om dagen og aftenen.
Hvis du vælger Aurea-oplevelsen, vil du værdsætte glæderne ved fleksible spisetider og ubegrænsede drikkevarer i en dedikeret restaurant. Vil du opleve noget af det nyeste indenfor krydstogter - så er en tur med MSC Grandiosa helt sikkert et oplagt valg.
Afslapning (4)
Øvrige (4)
Mad og drikke (8)
Teknologi (1)
Underholdning (2)
