Rejseplan
11. april - 20. april
Funchal - Madeira Portugal
Madeira er kendt for sin frodige natur og mange billedskønne landsbyer, hvoraf mange tilbyder de smukkeste panoramaudsigter. En idyllisk ø med smukke strande, fantastiske landskaber formet i lava og frodige, grønne skove. Funchal nærmest klatrer op ad bjergskråningerne mellem bananplantager og blomstrende haver, for det milde klima året rundt gør byen til en sand botanisk oase, hvor farverne fra bougainvillea, strelitzia og hortensia er næsten overvældende. Besøg de små, fredfyldte landsbyer gemt væk mellem de næsten vinkelrette bjerge. Tag f.eks. med kabelbanen op til Monte og oplev den barokke kirke med de stejle trapper for efterfølgende at suse ned ad de snoede gader i de ikoniske kurveslæder. I den gamle bydel frister de smalle gader med restauranter, kunstnerisk udsmykkede døre og den summende Mercado dos Lavradores, hvor du kan dufte og smage på eksotiske frugter, lokale oste og Madeiras berømte vin.Det er oplagt at følge en levada – de historiske vandingskanaler – på en gåtur gennem frodig natur, eller tage på hvalsafari for at møde delfiner og kaskelothvaler. Og er du fodboldfan, kan du næsten ikke komme udenom CR7 Museum, der hylder fodboldstjernen Cristiano Ronaldo, som er født på øen.
Santa Cruz - Tenerife Spanien
Tenerifes hovedstad hedder Santa Cruz og kan prale af kulørte markeder, blomstrende haver, spændende kunstgallerier og museer samt livlige, udendørs caféer. Øens vartegn er dog den stadig aktive vulkan Teide beliggende i et barsk og goldt men smukt landskab, hvor der ligger sne året rundt. Langs kysterne er naturen mere frodig, især på øens nordside, hvor hyggelige og farverige Puerto de la Cruz er rig på historisk arkitektur med gamle huse med træbalkoner. Her ligger også Loro Parque, hvor papegøjer cykler og pingviner hopper og danser. Og så findes der faktisk også pyramider bygget af lavasten på øen!
Arrecife - Lanzarote Spanien
Den lille havneby Arrecife fungerer som Lanzarotes hovedstad. Via en intakt vindebro kan du besøge byens borg, som i sin tid blev bygget for at dæmme op for piratangreb. Flere gamle villaer i klassisk kanarisk arkitektur og en yndig kirke kan også beskues i byen, men ellers lokkes de fleste på udflugt rundt på øen. Nationalparken Timanfaya dækker en fjerdedel af Lanzarote med sine spektakulære landskaber skabt af tidligere tiders vulkanudbrud. Du kan køre rundt i jeep blandt vulkanerne og se nærmere på et netværk af underjordiske grotter, og skal det være mere frodigt, er en vandretur i De 1000 Palmers Dal en mulighed.
Puerto del Rosario - Fuerteventura Spanien
Fuerteventura er først og fremmest kendt for sine ca. 150 gyldne sandstrande. De står i stærk kontrast til det spektakulære, vulkanske landskab, som flere steder ligger lige bag strandene og enkelte steder har farvet sandet sort. En dagsrundtur på øen kan bringe dig til små fiskerlandsbyer og fantastiske udsigtspunkter, fyrtårne og vindmøller samt den charmerende Nuestra Señora de Regla kirke fra 1700-tallet, som er en af øernes arkitektoniske perler med en facade, der er inspireret af Aztekernes traditionelle udsmykninger. Du kan også besøge en aloe vera plantage, en gedefarm samt et saltmuseum, der beskriver og viser, hvordan salt udvindes af havvandet. Det er også oplagt at udforske øen i jeep eller på en buggy, eller hvorfor ikke tage med en glasbundsbåd til den lille ø Lobos? Selvom Lobos’ landskab primært består af ørken og vulkaner, er her et rigt dyre- og planteliv, hvorfor øen er et naturbeskyttet område. Gå ikke glip af muligheden for at kigge ned i et krater!
At Sea
Casablanca Marokko
Casablanca er nok Marokkos mest moderne by men med en rig fransk kolonihistorie. Byen anses af mange som en hellig by grundet en overflod af historiske moskéer og velbevaret maurisk og islamisk arkitektur. Det mest iøjnefaldende bygningsværk er den enorme Hassan II Moské, som ligger helt ned til vandet. Helligdommen er sirligt udsmykket både ud- og indvendigt med indgraveret og udskåren religiøs ikonografi, har en af verdens højeste minareter og kan rumme 25.000 tilbedere. Souken er det perfekte sted at finde en souvenir til dig selv eller andre. De smalle gader rummer små boder, der sælger alt fra eksotiske krydderier og myntete til mønstrede tæpper og lædertasker, og her er et leben uden lige, så selvom du ikke køber noget, er det en oplevelse for alle sanserne. Fra Casablanca har du også mulighed for at besøge en af de gamle, stolte kongebyer Fez og Marrakech med de fortryllende medinaer og berberstemning.
At Sea
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
At Sea
Civitavecchia - Rom Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
MSC Musica
MSC CruisesOm skibet
MSC Musica er det første af MSC Cruises' skibe i Musica-klassen, som består af fire skibe. Det er den hyggelige mellemklasse, hvor du har kombinationen af et stort skib med masser af faciliteter og små hyggelige kroge.
Atmosfæren på MSC Musica er altid i top og blandt de bedste på MSC´s skibe. Drømmer du om en aktiv ferie med mange sportslige faciliteter, eller trænger du blot til en ferie med afslapning ved pool kanten, så er MSC Musica det helt rigtige skib.
Så snart du træder om bord på MSC Musica, bliver du mødt af det fantastiske centrale foyer, som er udsmykket med et imponerende vandfald i tre-etagers og et piano, som ser ud til at svæve på et krystalgulv over et vandbassin.
MSC Musica har en række afslappende faciliteter såsom MSC Aurea Spa, der tilbyder traditionelle Balinesiske massager og ultramoderne skønhedsbehandlinger, en sauna, tyrkisk bad, fitnesscenter, thalassoterapi rum og afslapningsområde.
Der er også et åbent pool-område, fire boblebade, et solarium og en sky-lit indendørs pool med tag, der giver gæsterne mulighed for at bade uanset vejret. For mere energisk underholdning, er der tennisbaner, mini-golf, et højteknologisk fitnesscenter og en joggingbane samt 10-pin bowling og billard.
Der er også separate Kids og Teens Clubs og indendørs og udendørs legområder, som børn og unge kan nyde. De designer-venues om bord er lige så fantastiske om aftenen, uanset om du danser til et band i den forbløffende Crystal Lounge, nyder en cigar i den stilfulde Havana Club cigar lounge eller forkæler dig selv med en vinsmagning.
Prøv dit held i Sanremo Casino eller nyd et fremragende live-show i den fantastiske La Scala Theatre. Køkkenet om bord på skibet tilbyder frisk tilberedt mad, så du kan forkæle dig selv med alt fra italienske specialiteter i Il Giardino til japanske lækkerier fra Kaito Sushi Bar.
Alt i alt er MSC Musica et fantastisk skib med et væld af faciliteter og aktiviteter, der appellerer til alle gæster, uanset deres interesser.
Underholdning (5)
Fitness (4)
Rekreative (4)
Øvrige (6)
Mad og drikke (7)
Afslapning (5)