Rejseplan
14. april - 29. april
Miami USA
Miami forbindes ofte med strandfester, pastelfarvede art deco-hoteller og musikken fra Ocean Drive, hvor lyden af latinrytmer og motorbrøl smelter sammen i en cocktail af energi og attitude. Og det billede passer – i hvert fald delvist. For bag det glamourøse ydre gemmer sig en by med mange lag, hvor forskellige kulturer, især den cubanske, har sat dybe spor i alt fra maden til sproget. I det livlige Little Havana dufter der af cigarer og frisklavet cafecito, mens Calle Ocho byder på farverige vægmalerier og spontane domino-turneringer i parken. Langs Biscayne Bay glitrer skyskraberne, og i det trendy Wynwood-kvarter er væggene dækket af street art i verdensklasse. Miami er også porten til det vilde Florida: Du kan tage på airboat-safari blandt alligatorer i Everglades, eller krydse broerne til Florida Keys, hvor vejen nærmest svæver over det turkise hav. Og selv midt i storbyen er der lommer af ro, som i Fairchild Tropical Botanic Garden eller blandt flamingoerne i Zoo Miami. Med sin eksotiske blanding af storby, strand og subtropisk natur er Miami en oplevelse med mange facetter.
At Sea
At Sea
At Sea
At Sea
At Sea
At Sea
Ponta Delgada - Azorerne Portugal
Øgruppen Azorerne ligger 1.300 km vest for Portugal. Ponta Delgada er øgruppens hovedby og ligger på øen São Miguel, som også kaldes for Den Grønne Ø. Selvom Azorerne er vulkanøer, er her nemlig ganske frodigt, og øen gemmer på flere postkortmotiver, søde gamle kirker, et fort fra 1500-tallet og et museum, der dokumenterer Azorernes spændende naturhistorie. Landskaberne rundt på øen er betagende og byder på gamle vulkanske kratere, der nu er fyldt af søer med vilde blomster og frodige skovområder langs kanten. Ét af disse kratere rummer de berømte tvillingesøer, Lagoa des Sete Cidades, hvoraf den ene er grøn, mens den anden er blå. En kappe af bølgende bakker i grønne nuancer indrammer søerne, og nogle steder falder klipperne 500 meter ned i det spejlblanke vand. Et spektakulært syn! Du kan også slentre en tur ad havnepromenaden og rundt i den hyggelige by og beundre de flotte bygninger eller gå under jorden i en lavatunnel, besøge en ananasplantage eller spejde efter hvaler og delfiner.
At Sea
Lissabon Portugal
Med sine syv fotogene høje byder Lissabon på et postkort-perfekt panorama af brostensbelagte gyder, gamle ruiner og katedraler med hvide kupler, der alt sammen vidner om en broget historie. Langs floden Tejo finder du tre af byens prominente monumenter. Det gælder Belem Tower, der blev bygget i 1520 for at forsvare byen, Opdagernes Monument, der hylder alle landets opdagelsesrejsende, og Cristo Rei – en Kristusstatue, der minder om Rio de Janeiros berømte vartegn. Jeronimus-klosteret og Triumfbuen er et par af de andre store seværdigheder, og selve atmosfæren i de gamle bydele som Alfama og Mouraria er i sig selv en stor oplevelse. Snyd heller ikke dig selv for en autentisk musikoplevelse på en af de små restauranter med live fado musik – den klassiske musikgenre, der er kendetegnet ved sine hjertevarmende og melankolske toner. Ikke langt udenfor Lissabon ligger den gamle kongeby Sintra med det farverige, eventyrlige slot og den mytiske, arkitektonisk særegne indvielsesbrønd, hvis spiraltrappe bringer dig næsten 30 m under jorden, hvor du kan udforske gamle tunneller og grotter.
At Sea
Palma de Mallorca Spanien
På Mallorca lægges der typisk til i gåafstand til hovedbyen, Palma. Her tårner den imponerende La Seu-katedral sig op og byder dig velkommen. Bag denne begynder den gamle bydel – Palmas hjerte – hvor du finder museer, paladser og smukke patioer i de snævre, atmosfærefyldte gader, der også gemmer på små markeder, sjove og finurlige butikker samt fristende tapasbarer. Langs havnefronten, hvor fiskere stadig reparerer deres net i hånden, mens de solbeskinnede både vugger blidt i marinaen, finder du det majestætiske Almudaina-palads, der oprindeligt var et maurisk fort. Løvefontænen fra det 11. århundrede er et af de få arabiske levn i komplekset ud over søjler og buegange, men det er stadig et fascinerende bygningsværk. Også med udsigt over havnen ligger Bellver Castle fra 1300-tallet med det eneste runde tårn i Spanien. Slottet blev bygget som kongelig residens og blev senere konverteret til et militærfængsel, der bl.a. blev brugt under Napoleonskrigene og Den Spanske Borgerkrig. I dag kan du stadig se fangernes ”graffiti” på murene. På begge sider af Palma strækker de lækre sandstrande sig og indbyder til nogle afslappende timer med havudsigt.
At Sea
Livorno Italien
Den italienske havneby Livorno fungerer som ”Porten til Toscana”, hvis landskaber er yderst fotogene med frodige skråninger dækket med vinmarker og sølvgrønne olivenlunde. Du kan således tage på en udflugt til Pisa og se Det Skæve Tårn eller til Firenze og gå på Ponte Vecchio og besøge Uffizi galleriet – et af de største italienske museer med en stor samling af uvurderlige værker fra især den italienske Renæssance. Cinque Terre – den berømte kyststrækning med de fem idylliske fiskerbyer med de farvestrålende huse, der har udsigt over de små havne fyldt med fiskerbåde – er også et yndet udflugtsmål fra Livorno, ligesom charmerende middelalderbyer som Siena med det karakteristiske, hældende torv og Lucca med de 12 meter høje bymure kalder på din opmærksomhed.
Nice Frankrig
Nice har i århundreder været selve billedet på den franske Riviera. Byens særlige lys og klare farver har lokket både aristokrater og kunstnere til - fra de første britiske og russiske overklasseturister til modernismens store navne. Promenade des Anglais blev anlagt som deres elegante strandboulevard, og den er stadig Nices vartegn med sine palmer, hvide strandstole og udsigten over Middelhavets skarpe azur. I Vieux Nice snor gyderne sig mellem okker- og terrakottafarvede huse, hvor duften af friskbagte socca og krydderurter blander sig med lyden af markedspladsen Cours Saleya. Her er det ikke bare stemningen, men farverne i sig selv, der fascinerer - en palet af gult, rødt og blåt, som også satte sig i de lærreder, Matisse og Chagall malede under deres ophold i byen. I dag kan du opleve deres værker på de museer, der bærer deres navne, og som vidner om, hvordan Nice formede kunsten i det 20. århundrede. Men Nice er også glamour - en by hvor de tidlige aristokrater blev efterfulgt af filmstjerner og jetsettere, der satte Rivieraen på verdenskortet som et symbol på elegance. Fra bakkeskråningen Colline du Château åbner panoramaet sig - Middelhavet i dybblå nuancer, de røde tage i den gamle by og den uendelige kurve af Promenade des Anglais - et billede, der indrammer alt det, der gør Nice unik.
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
Norwegian Viva
Norwegian Cruise LineOm skibet
Norwegian Cruise Line Viva er deres nyeste skib som sejlede for første gang i sommeren 2023. Skibet er en del af den helt nye Prima Class, som er designet til at man kan leve sine drømme fuldt ud.
På Norwegian Cruise Line Viva er der flere spisesteder, herunder hovedrestauranten, der serverer lækre retter til alle måltider, og specialrestauranterne, hvor du blandt andet kan smage essensen af Grækenland. Der er også flere barer, hvor man kan slappe af med en drink eller to.
Skibet har også en række underholdningsmuligheder, herunder Viva Speedway hvor der er en racerbane med tre niveauer. Derudover har skibet og The Drop & The Rush, som er en rutsjebane der strækker sig over 10 etager.
Alt i alt er Norwegian Cruise Line Viva et luksuøst skib, med aktiviteter for hele familien.