Mein Schiff 1
TUI Cruises Mein Schiff- Søsat
- 2011
- Længde
- 263 m
- Rating
- 4 stjerner
- Besætning
- 780
Om skibet
Ombord på Mein Schiff 1 finder man et bredt udvalg af aktiviteter og faciliteter, der henvender sig til både eventyrlystne, livsnydere og familier.
Skibet byder på et imponerende udvalg af restauranter og barer – fra buffeter og bistroer til gourmetrestauranter og specialiteter fra hele verden. Mange af spisestederne er inkluderet i rejsens pris, hvilket giver en stor frihed og fleksibilitet. Uanset om du er til frisk sushi, saftige steaks eller sund og grøn mad, finder du noget, der passer til din smag.
Mein Schiff 1 er særligt kendt for sit store spa- og wellnessområde. Her kan man forkæle sig selv med massage, saunaer med havudsigt, dampbade og afslapningszoner. Der findes også et dedikeret udendørs afslapningsdæk kun for voksne.
Skibet tilbyder dagligt shows i teateret, levende musik, comedy og dans. Derudover findes et moderne fitnesscenter, løbebane på dækket, klatrevæg og sportsplads – perfekt for dem, der gerne vil være aktive under rejsen.
Mein Schiff 1 har flere pools og jacuzzier, samt store soldæk med liggestole, hvor man kan nyde solen og udsigten til havets horisont. Den store udendørs pool er opvarmet og kan benyttes året rundt.
Skibet har også børneklubber, ungdomszoner og familievenlige aktiviteter, så hele familien kan have en sjov og afslappende ferie sammen.
Alt efter hvornår på året man er ombord på skibet, sejler det i henholdsvis Middelhavet, Caribien og Mellemamerika.
Rejseplan
18. juli - 01. augustKiel
Tyskland
I havnebyen Kiel er skibsbyggeri en stor industri, og dele af den tyske flåde holder til i Kiel. Havnen ligger midt i byen, så det er nemt at opleve Kiel til fods. Store dele af byen blev kraftigt bombarderet under Anden Verdenskrig, hvilket har resulteret i, at de fleste bygningsværker er opført i moderne arkitektur. Se en ubåd fra krigens tid, besøg de botaniske haver eller tag på en udflugt til en af de omkringliggende byer som f.eks. Lübeck eller Hamborg.
Skagen
Danmark
Skagen er stedet, hvor Danmark spidser til, og hvor to have mødes i en evig dans af bølger. På Grenen kan du stå med en fod i Skagerrak og den anden i Kattegat, mens havet bruser om dig fra begge sider - et syn, der aldrig mister sin kraft. Byen selv er lys og gul med de karakteristiske huse med røde tage og hvide gesimser, små gader med gallerier, caféer og fiskerestauranter, hvor du kan få dagens fangst serveret direkte fra havnen. Skagen har tiltrukket kunstnere i generationer, og på Skagens Museum hænger værker af Krøyer, Ancher og Tuxen, der alle fandt inspiration i det særlige lys heroppe. Ikke langt fra byen ligger Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit, som langsomt bevæger sig gennem landskabet. Og midt mellem sand og hav får du det særlige indtryk af at stå på Danmarks yderste kant - et sted, hvor natur, kunst og historie smelter sammen i ét.
Geiranger
Norge
Den lille maleriske landsby Geiranger ligger for enden af den ubeskriveligt smukke og verdensberømte Geirangerfjord, der er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Stå tidligt op og lad dig betage af indsejlingen gennem fjorden, der tager ca. 1½ time. På vejen ind opleves et fortryllende landskab med stejle klippesider, der rækker flere hundrede meter op i luften, og utallige brusende vandfald såsom ”De Syv Søstre” og ”Frieren”, hvortil der knytter sig mange historier og sagn. Geiranger byder også på flere udsigtspunkter i forskellige højder, hvorfra du har et mageløst vue over fjorden, bjergtinderne og krydstogtskibet, der ligger og venter. Oplev også den betagende Briksdal gletsjer samt Ørnevejen med de elleve drabelige hårnålesving.
Hellesylt
Norge
Hellesylt er måske ikke så kendt som sin berømte nabo Geiranger, men netop det gør landsbyen til noget særligt. Beliggende ved enden af Sunnylvsfjorden – en af de smukkeste arme af Geirangerfjorden – byder Hellesylt på dramatisk natur, hvor stejle klippevægge, brusende fosser og sneklædte bjergtoppe danner en kulisse, der næsten virker overjordisk. Midt i det hele kaster Hellesyltfossen sig ned gennem byen med en kraft og lyd, der er både vild og hypnotiserende. Landsbyen er lille, men stemningsfuld, og der er en særlig ro over stedet, hvor grønne enge, farverige træhuse og gamle gårde vidner om en lang og stolt fjordkultur. Her finder du nærkontakt med den norske natur, som den tager sig ud, når den er allermest rå og betagende.
Nordfjordeid
Norge
Nordfjordeid ligger fredeligt for enden af en fjord med stejle fjeldsider og dybt, spejlblankt vand - en lille vestnorsk by, hvor naturen sætter scenen, og historien lister sig med på tåspidserne. Midt i byen står det moderne Sagastad-center, hvor du kan gå ombord i verdens største rekonstruktion af et vikingeskib: Myklebustskibet, der blev fundet i området og vidner om en fortid præget af både handel, tro og søfart. En kort gåtur herfra bringer dig til byens lille, men livlige centrum med butikker, caféer og en fin blanding af nyt og gammelt. Naturen er aldrig langt væk, og du har udsigt til både snedækkede tinder og grønne græsgange. En køretur op i fjeldene fører dig til fjordens dramatiske bagland, hvor du kan vandre til spektakulære udsigtspunkter eller besøge den funklende blå Hornindalsvatnet - Europas dybeste sø. Med sin blanding af stille fjordidyl og historisk dybde er byen et sted, der overrasker stille og bliver hængende i erindringen.
København
Danmark
København, Danmarks charmerende hovedstad, er en skatkiste af kultur, historie og livlig atmosfære. Med sine ikoniske vartegn som Den Lille Havfrue, Tivoli og det imponerende Amalienborg Slot byder byen på en smuk blanding af gammelt og nyt. Udforsk de brostensbelagte gader, nyd kulinariske oplevelser på Michelin-restauranter og dyk ned i en verden af hygge og dansk livsstil.
Kiel
Tyskland
I havnebyen Kiel er skibsbyggeri en stor industri, og dele af den tyske flåde holder til i Kiel. Havnen ligger midt i byen, så det er nemt at opleve Kiel til fods. Store dele af byen blev kraftigt bombarderet under Anden Verdenskrig, hvilket har resulteret i, at de fleste bygningsværker er opført i moderne arkitektur. Se en ubåd fra krigens tid, besøg de botaniske haver eller tag på en udflugt til en af de omkringliggende byer som f.eks. Lübeck eller Hamborg.
Riga
Letland
Riga er en by med mange lag - elegant, historisk og samtidig sprudlende moderne. Langs floden Daugava breder den lettiske hovedstad sig med tårne, kupler og en af Europas største samlinger af jugendstilbygninger. Den gamle bydel, Vecriga, er et labyrintisk net af brostensgader, hvor gotiske kirker står side om side med farverige købmandshuse og små, stemningsfulde caféer. Et besøg i domkirken og på den livlige rådhusplads giver et indtryk af byens storhedstid som hansestad, mens Frihedsmonumentet minder om landets stolte kamp for selvstændighed. Er du til kunst og kultur, frister byens museer med alt fra klassiske værker til moderne design - og musikken høres ofte i gadebilledet, hvor gadekunstnere sætter rytme til dagen. Vil du lidt væk fra de travle gader, kan du slentre gennem Centralmarkedet i de gamle zeppelinhaller. Her møder du duften af nybagt rugbrød, lokale delikatesser og farvestrålende boder, der giver et indblik i lettisk hverdagsliv. Når du trænger til en pause, er Bastejkalna-parken et grønt åndehul med små kanaler og blomstrende alléer. Riga er både traditionel og moderne -en by, hvor historien mærkes i murstenene, men hvor livet leves lyst og levende i gaderne.
Tallinn
Estland
Estlands hovedstad, Tallinn, er en baltisk perle med en historie, der føles nærværende på hver en brosten. Ifølge sagnet var det her, Dannebrog dalede ned fra himlen i 1219 - og måske er det netop derfor, byen har et næsten eventyrligt skær. Det er sjældent, middelalderen kan opleves så intenst som i Tallinns gamle bydel, hvor snørklede gader, stejle stræder og gotiske spir danner en kulisse, der får dig til at føle, at tiden har stået stille. Bymuren, der med sine 3 meter tykke og 2 kilometer lange stenmasser snor sig rundt om byen, fuldender fornemmelsen af at træde ind i en anden tid. På din vej gennem det UNESCO-beskyttede centrum møder du Alexander Nevsky-katedralen, hvis løgkupler funkler mod himlen, og Toompea-slottet, der i dag huser det estiske parlament - et stærkt symbol på nationens selvstændighed. Selv apoteket på Raekoja Plads, som har taget imod kunder siden 1400-tallet, er en attraktion i sig selv. Når du har mæsket dig i historie, venter en helt anden side af Tallinn: Kalamaja-kvarteret. Engang et arbejderområde - i dag en kreativ smeltedigel med farverige træhuse, gadekunst, hippe caféer og små gallerier. Her mærker du den moderne puls på et sted, hvor latte, street art og designbutikker er lige så meget en del af byens identitet som spirene i den gamle by. Tallinn er en by med to sjæle: Den ene rodfæstet i middelalderen, den anden drevet af nutidens energi - og det er netop i mødet mellem de to, magien opstår.
Helsinki
Finland
Helsinki er også er kendt som ”Den hvide by i Norden” og er en blanding af nordisk elegance og moderne design. Ved Senatstorvet rejser den ikoniske domkirke med den hvide marmorfacade og de grønne kupler sig mod himlen som et majestætisk vartegn, mens den arkitekturmæssigt meget anderledes kirke på Tempelpladsen er hugget direkte ind i klippen og fyldt med en særlig ro og et naturligt lys. En kort færgetur bringer dig til Suomenlinna, der blev grundlagt som en fæstning i 1748, da Finland var en del af det svenske rige. Fæstningen skulle da beskytte hovedstaden, Stockholm, mod potentielle angreb fra øst. I dag kan du gå på opdagelse her blandt gamle stenmure, skjulte tunneller og grønne bakker med udsigt over det åbne hav. Kunst- og designelskere bør udforske Design Districts charmerende butikker og gallerier, hvor finsk minimalisme og kreativitet skinner igennem, mens de summende markedsboder på Salutorvet lokker med friskrøget laks og nybagte kanelboller. Middelalderbyen Porvoo udenfor Helsinki er bestemt også et besøg værd, mens et besøg i en ægte, finsk sauna er ren selvforkælelse.
Nynäshamn - Stockholm
Sverige
Nynäshamn ligger dér, hvor skærgården begynder at åbne sig med små øer, lave fyrtårne og granbeklædte klipper i et mønster, der fortsætter hele vejen ind mod Stockholm. Selve byen er rolig og overskuelig med en lille havn, hvor caféer, røgerier og færgelejer ligger side om side. Herfra sejler både ud til skærgårdsøer som Nåttarö og Torö, kendt for deres lyse strande og lave klipper, der skråner direkte ned i vandet. For de fleste er Nynäshamn dog først og fremmest adgangen til Stockholm, som nås med tog på under en time. Sveriges hovedstad breder sig over 14 øer, forbundet af broer og kanaler, og byens særpræg ligger netop i kombinationen af vand, natur og monumental arkitektur. I Gamla Stan ligger snævre middelaldergader, gyldne facader og Stockholms Slot tæt pakket, mens Sergels Torg og det omkringliggende centrum viser byens moderne puls med butikker, gallerier og brede boulevarder. Stockholms museer er blandt de mest markante i Norden. På Djurgården står Vasamuseet med det næsten intakte 1600-talskrigsskib, mens ABBA-museet fortæller historien om Sveriges mest berømte musikeksport.
Kiel
Tyskland
I havnebyen Kiel er skibsbyggeri en stor industri, og dele af den tyske flåde holder til i Kiel. Havnen ligger midt i byen, så det er nemt at opleve Kiel til fods. Store dele af byen blev kraftigt bombarderet under Anden Verdenskrig, hvilket har resulteret i, at de fleste bygningsværker er opført i moderne arkitektur. Se en ubåd fra krigens tid, besøg de botaniske haver eller tag på en udflugt til en af de omkringliggende byer som f.eks. Lübeck eller Hamborg.