Rejseplan
09. maj - 16. maj
Athen Grækenland
Krydstogtshavnen hedder Piraeus. Herfra er der ca. 12 km til centrum af Athen. I den græske hovedstad kan du gå på opdagelse i Demokratiets vugge, der gemmer på 5.000 års fortællinger om krige, menneskelig udvikling og velstand. Athen er en skøn blanding af gammelt og nyt, og således ligger gamle ruiner og moderne luksushoteller side om side og skaber en komprimeret diversitet, som ikke opleves mange andre steder i verden. Akropolis er selve symbolet på Athen og troner over byen, hvorfra det har overlevet mange forskellige civilisationer, hvis stemmer man næsten kan høre mellem de imponerende doriske søjler. Lige nedenfor Akropolis ligger det charmerende Plaka-distrikt, hvis smalle stenbelagte stræder gemmer på hyggelige restauranter og beværtninger samt finurlige butikker med spændende brugskunst. Athen er også fødestedet for de moderne olympiske lege, som har været afholdt stort set hvert 4. år siden 1896. Det oprindelige atletikstadion står stadig, så du kan løbe en runde eller forsøge med et længdespring eller blot sætte dig på tribunen og overvære andres anstrengelser.

Santorini Grækenland
Santorini er en af Middelhavets mest ikoniske øer og for mange billedet på hele Grækenland. Det er de klassiske hvide huse med blå kupler, der balancerer dramatisk på kanten af en vulkansk caldera, som er afbilledet på utallige billedskønne postkort. Øens særlige lys og farver – fra det kridhvide puds til den sorte lavasten og det dybblå hav – skaber et landskab, der næsten virker overjordisk. I de snoede gader i Oia og Fira finder du små tavernaer, kunstgallerier og udsigtspunkter, hvor solnedgangen er et dagligt tilløbsstykke. En dag på Santorini kan føre dig til de røde og sorte strande, hvor lavaklipper danner dramatiske rammer om det klare vand, eller til det arkæologiske område Akrotiri, hvor en minoisk by fra bronzealderen er bevaret under aske. Du kan også smage lokale vine dyrket i den mineralske jord, hvor vinstokkene vokser som krøllede kurve helt tæt på jorden for at modstå vinden. En sejltur i calderaen bringer dig tæt på aktive varme kilder og den rygende Nea Kameni-vulkan, som du kan bestige til fods. Santorini er både skønhed og dramatik, stille stunder og intens sanselighed – en ø, der føles som skabt til at forføre dine øjne, dine smagsløg og din længsel efter det ekstraordinære.
At Sea

Bar Montenegro
Bar i Montenegro er næppe det første sted, der dukker op på radaren, når man tænker på rejsemål ved Adriaterhavet, og måske netop derfor er byen et overraskende og uopdaget bekendtskab. Her er ingen storladne resorts eller pulserende natteliv, men i stedet en afslappet atmosfære og en blanding af nyt og gammelt, der giver byen sin helt egen karakter. Den moderne havnefront byder på palmealléer, caféer og små butikker, mens den gamle bydel, Stari Bar, ligger længere oppe ad bjerget, dramatisk placeret blandt olivenlunde og klippevægge. Her går du rundt blandt middelalderlige ruiner, smuldrende kirker og stenmure, der vidner om både osmannisk og venetiansk indflydelse. Ikke langt herfra står et af Europas ældste oliventræer, som siges at være over 2000 år gammelt. Ønsker du at opleve mere af områdets natur, kan en udflugt til den nærliggende Skadar-sø varmt anbefales – en af Balkans største ferskvandssøer, omgivet af siv, fugleliv og stille skønhed. Bar er ikke prangende, men netop i sin lavmælte charme og rustikke stemning rummer byen en sjælden autenticitet, hvor du får et ærligt indblik i montenegrinsk hverdag og historie.

Korfu Grækenland
Korfus frodige flora tæller oliven- og appelsintræer samt cypresser i overflod. Gå en tur i de smalle gader i den muromkransede, gamle bydel med yndige pastelfarvede venetianske bygninger og besøg villaen, Achilleion, der var Prinsesse Sissi af Østrigs hjem. Hendes paradis er udsmykket med overdådige freskomalerier, dekoreret med klassiske motiver fra den græske mytologi og omkranset af storslåede haver. Neo Frourio er et arkitektonisk interessant fort med dystre fangekældre, en labyrint af løbegange med kamre og trapper samt en storslået udsigt over byen og bugtens dramatiske kystlinje.

Messina - Sicilien Italien
Lige ved strædet, der adskiller Sicilien fra det italienske fastland, og hvor de mytologiske søuhyrer, Skylla og Charybdis, i sin tid huserede, ligger Messina. En rigtig hyggelig by, der er udråbt til den bedste by i Europa, når det gælder street food. Efter et voldsomt jordskælv ødelagde store dele af byen i 1908, blev den genopbygget i Belle Époque stil med brede boulevarder og forholdsvis lave bygninger, hvilket gør, at Messina i dag adskiller sig udtryksmæssigt fra andre sicilianske byer. Messinas største seværdighed er – som i mange andre italienske byer – den harmoniske katedral, som her i byen flankeres af et flot astronomisk klokketårn. Længere nede ad kysten ligger middelalderlige Taormina, der nærmest rejser sig lodret op ad havet, og byder på smalle og snoede brostensbelagte gader, det arabisk inspirerede Palazzo Corvaja og ruinerne af et græsk teater. Og lige i nærheden ligger Etna – Europas højeste, aktive vulkan. Har du brug for et lille hvil, kan du sætte dig på en af de hyggelige caféer og nyde en forfriskende granité med smag af Siciliens solmodne citroner.
At Sea

Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
Sun Princess
Princess CruisesOm skibet
Sun Princess er et imponerende krydstogtskib, der tilhører Princess Cruises-flåden. Dette elegante skib er kendt for sin luksuriøse atmosfære og førsteklasses faciliteter.
Med en længde på omkring 261 meter og en kapacitet på over 2.000 passagerer tilbyder Sun Princess en behagelig rejseoplevelse til en bred vifte af destinationer.
Ombord på Sun Princess
Ombord på Sun Princess finder du et væld af aktiviteter og underholdning, herunder flere restauranter, barer, et teater, kasino og spa. Skibets solrige dæk byder på pools, boblebade og sportsfaciliteter, hvilket giver dig mulighed for at slappe af og nyde udsigten under rejsen.
Sun Princess tilbyder spændende udflugter og kulturelle oplevelser. Med sit erfarne besætningshold og moderne design er Sun Princess en favorit blandt krydstogtrejsende, der søger komfort og elegance på deres rejse til spændende destinationer rundt om i verden.
Underholdning (5)
Mad og drikke (16)
Fitness (5)
Øvrige (6)
Rekreative (7)
Afslapning (3)
