Rejseplan
29. marts - 05. april
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
At Sea

Civitavecchia - Rom Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…

Messina - Sicilien Italien
Lige ved strædet, der adskiller Sicilien fra det italienske fastland, og hvor de mytologiske søuhyrer, Skylla og Charybdis, i sin tid huserede, ligger Messina. En rigtig hyggelig by, der er udråbt til den bedste by i Europa, når det gælder street food. Efter et voldsomt jordskælv ødelagde store dele af byen i 1908, blev den genopbygget i Belle Époque stil med brede boulevarder og forholdsvis lave bygninger, hvilket gør, at Messina i dag adskiller sig udtryksmæssigt fra andre sicilianske byer. Messinas største seværdighed er – som i mange andre italienske byer – den harmoniske katedral, som her i byen flankeres af et flot astronomisk klokketårn. Længere nede ad kysten ligger middelalderlige Taormina, der nærmest rejser sig lodret op ad havet, og byder på smalle og snoede brostensbelagte gader, det arabisk inspirerede Palazzo Corvaja og ruinerne af et græsk teater. Og lige i nærheden ligger Etna – Europas højeste, aktive vulkan. Har du brug for et lille hvil, kan du sætte dig på en af de hyggelige caféer og nyde en forfriskende granité med smag af Siciliens solmodne citroner.

Valletta Malta
Malta er en lille øgruppe bestående af 7 øer, hvoraf de 3 – hovedøen Malta samt Gozo og Comino – er beboet. Med sin strategiske beliggenhed mellem Nordafrika og Italien har Malta igennem århundreder været eftertragtet jord, og herredømmet over øerne har skiftet hænder flere gange igennem historien, hvilket har sat sit præg på både sproget, gastronomien og arkitekturen. Maltesisk er således afledt af arabisk blandet med italiensk, mens middelhavskøkkenet blandes med det nordafrikanske. Malteserne er også meget stolte af de legendariske riddere, der forsvarede øen mod tyrkerne og lancerede korstogene. Disse riddere går under mange navne, hvoraf Johanniterordenen og Malteserordenen er de mest kendte. Det var en af ordenens stormestre, der grundlagde Valletta og gjorde byen til hovedstad i midten af 1500-tallet, og mange af byens for øvrigt meget smukke barokke bygninger stammer fra denne tid. På trods af sin beskedne størrelse er Valletta spækket med historisk interessante seværdigheder, hvoraf den imponerende katedral og Stormesterens Palads skal fremhæves sammen med et par museer, der fortæller den spændende historie om ridderne og deres bedrifter. Valletta, der er Europas sydligste og EU’s mindste hovedstad, er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og den er en yderst betagende by at vandre rundt i, da den emmer af historie og romantik.
At Sea

Split Kroatien
Den livlige, kroatiske kulturby Splits fortryllende, gamle bykerne kan spore sine rødder tilbage til Antikken, hvor Split var under romersk herredømme. Her forenes fortid og nutid med romerske paladser på den ene side og moderne arkitektur og butikker på den anden. Omdrejningspunktet i den gamle bydel er den romerske kejser Diocletians palads med 16 tårne og 3 templer fra år 295. Paladset er siden ombygget og tilpasset flere gange af efterkommende herskere og ligger i dag meget tæt på Rivaen – den pulserende og fashionable, palmefyldte gade ved vandet, hvor du finder butikker og caféer og kan beskue det lokale liv. Yndede udflugtsmål fra Split inkluderer de gamle byer Solin og Trogir med mange levn fra Antikken og Krka Nationalpark med smukke vandfald, vandmøller og betagende landskaber.

Venedig Italien
Venedig er for mange indbegrebet af romantik – gondoler, masker og karneval i en kulisse af kanaler, paladser og falmede pastelfacader. Det lyder næsten for magisk til at være virkeligt, og alligevel eksisterer byen, bygget på pæle midt i en lagune, hvor gaderne er vand, og lyden af bølgeskvulp er en del af hverdagen. Venedig tiltrækker millioner af besøgende, og især omkring Markuspladsen kan trængslen være overvældende, men byen har også en mere stille og næsten hemmelig side. Gå blot lidt væk fra hovedstrøgene, og du finder smalle gyder, hvor vasketøjet hænger på tværs, og små broer fører til stemningsfulde piazzaer med caféer kun befolket af lokale. De gamle værksteder på øerne Murano og Burano byder på glaspustere, kniplere og farverige huse. Venedigs historie som tidligere stormagt og handelscentrum mærkes overalt – i paladserne langs Canal Grande, i de byzantinske mosaikker i Markuskirken og i det stadig levende arsenal. Byen er skrøbelig, fortryllende og fuld af kontraster – en verden for sig, hvor tid og rytme synes at flyde i takt med vandet.
MSC Armonia
MSC CruisesOm skibet
På MSC Armonia bliver dine drømme til virkelighed! Det behagelige miljø er designet med et eneste formål for øje - at du skal kunne nyde dit ophold i fulde drag!
Skibet har for nyligt gennemgået en fuldstændig renovering for at skabe en elegant atmosfære, hvor hver eneste detalje har været for øje. Armonia tilbyder mange eksklusive suiter med privat altan, men også mange og store områder, hvor du kan more dig og slappe af på alle tider af døgnet.
Skibet er omhyggeligt designet til at sætte gæsterne først, og der er ingen tvivl om, at det er bygget til gode stunder! MSC Armonia er et fantastisk skib at nyde selskabet med venner og familie, mens du nyder solskinnet i det eksterne spa- og swimmingpoolkompleks.
Udover de udendørs svømmebassiner findes der også fitnesscenter, spa, skønhedssalon, teater og et kasino. I Starlight Disco er der hver aften rig mulighed for at danse natten væk. Oplev et fantastisk krydstogt i flotte omgivelser med MSC Armonia.
Uanset om du sejler rundt om de Kanariske Øer om vinteren eller udforsker Det Østlige Middelhav om sommeren, er du altid på vej mod spændende oplevelser.
Fitness (3)
Rekreative (3)
Afslapning (3)
Underholdning (6)
Øvrige (6)
Mad og drikke (7)
