Rejseplan
24. maj - 03. juni
Civitavecchia - Rom Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
Salerno Italien
Salerno voksede frem som romersk havneby og blev i middelalderen kendt for sin lægeskole, der regnes for en af Europas ældste. Historien mærkes stadig, når du bevæger dig ind i den gamle bydel, hvor smalle gader bugter sig under hvælvede buer i sten, og domkirken med relikvier af Sankt Matthæus åbner sig i et miks af romansk og barok udsmykning. Herfra kan du gå på opdagelse mellem små værksteder, butikker og trattoriaer, hvor duften af friskbagt pizza og citrontærte fylder luften. Nede ved havet møder du en lysere side af byen: strandpromenaden, hvor caféer og palmer følger kysten, og færgerne lægger fra kaj mod Amalfi, Positano og Sorrento. De små kystbyer er berømte for deres stejle klipper og pastelfarvede huse, men Salerno giver dig en roligere base og et autentisk blik ind i Syditalien. Ser du op, knejser Castello di Arechi over byen, og fra borgens mure folder bugten sig ud - et panorama, der viser, hvorfor Salerno altid har været porten til Amalfikystens drama.
Palermo - Sicilien Italien
Sicilien har altid haft en strategisk vigtig beliggenhed midt i Middelhavet. Gennem årtusinder har forskellige civilisationer således passeret forbi her på kanten af Europa. I Palermo vil du derfor opleve et krydret mix af flere kulturer, hvilket kommer til udtryk i den finurlige blanding af bygningsværker i mange stilarter, der strækker sig fra arabisk arkitektur til det mere pompøse barokke look – nogle gange med flere stilarter i samme monument. Således ligger souk-agtige markeder side om side med katolske barokkirker og gotiske paladser indrammet af daddelpalmer. Palermo er en fantastisk by bare at slentre omkring i på må og få, for rundt om hvert gadehjørne gemmer den på nye betagende syn. Udover den iøjnefaldende katedral har Palermo også Italiens største operahus, og så venter der en både bizar og lidt makaber oplevelse i kapucinernes katakomber.
Cagliari - Sardinien Italien
Cagliari breder sig over klippeskråningen som et solbleget amfiteater af sandsten, tårne og kirker. Byen ligger som porten til Sardinien - en ø formet af hav, handel og historie. I bakkerne omkring byen står resterne af nuraghi - de 3.000 år gamle stentårne, der blev bygget længe før romerne satte fod på øen. De vidner om en kultur, der stadig er levende i sproget, traditionerne og stoltheden blandt øens befolkning. I selve byen mødes fortidens lag side om side. Fra det romerske amfiteater, udhugget direkte i klippen, til de spanske byhuse og vagttårnene, Pisa lod opføre som forsvar mod pirater. Det mest kendte er Elefanttårnet, hvorfra du har udsigt over havnen og byens tage - engang et vagttårn, senere et fængsel, hvor de afhuggede hoveder af fanger blev hængt til skræk og advarsel. Nedenfor klippen ligger markedet San Benedetto, hvor duften af pecorinoost, soltørrede tomater og friskfanget fisk fylder luften. Og lidt længere mod syd åbner Poetto-stranden sig i en bue af hvidt sand, hvor de lyserøde flamingoer går gennem det lave vand bag saltlagunerne.
At Sea
Palma de Mallorca Spanien
På Mallorca lægges der typisk til i gåafstand til hovedbyen, Palma. Her tårner den imponerende La Seu-katedral sig op og byder dig velkommen. Bag denne begynder den gamle bydel – Palmas hjerte – hvor du finder museer, paladser og smukke patioer i de snævre, atmosfærefyldte gader, der også gemmer på små markeder, sjove og finurlige butikker samt fristende tapasbarer. Langs havnefronten, hvor fiskere stadig reparerer deres net i hånden, mens de solbeskinnede både vugger blidt i marinaen, finder du det majestætiske Almudaina-palads, der oprindeligt var et maurisk fort. Løvefontænen fra det 11. århundrede er et af de få arabiske levn i komplekset ud over søjler og buegange, men det er stadig et fascinerende bygningsværk. Også med udsigt over havnen ligger Bellver Castle fra 1300-tallet med det eneste runde tårn i Spanien. Slottet blev bygget som kongelig residens og blev senere konverteret til et militærfængsel, der bl.a. blev brugt under Napoleonskrigene og Den Spanske Borgerkrig. I dag kan du stadig se fangernes ”graffiti” på murene. På begge sider af Palma strækker de lækre sandstrande sig og indbyder til nogle afslappende timer med havudsigt.
Alicante Spanien
Alicante er en populær ferieby beliggende på Costa Blanca ved kilometerlange strande og med de majestætiske bjerge i baggrunden. Her er mulighed for shopping, afslapning og en gåtur i byen, hvor du finder nogle af de bedste eksempler på spansk barokarkitektur. De imponerende rester af Santa Barbara borgen ligger højt over byen, men nås enkelt med elevator. Herfra får du en exceptionel udsigt over byen og Middelhavet. Væk fra kysten kan du besøge de bizarre geologiske stenformationer ved Kandelaber Grotterne, hvis iøjnefaldende stalaktitter og stalagmitter minder om alt fra finurlige gopler, til vandfald og en kæmpemæssig lysestage. Elche, der ikke er langt derfra, har den højeste koncentration af palmer i Europa, og byens fredfyldte palmelund er så betagende, at den er med på UNESCO’s Verdensarvsliste.
At Sea
Gibraltar England
Gibraltar er et engelsk territorium på Den Iberiske Halvøs sydligste spids. Den ikoniske klippe, The Rock, er selve billedet på Gibraltar, og det er muligt at komme ”indenfor” i dens gamle forsvarstunneler. Europas eneste vildtlevende aber møder du også på klippen, og sagnet fortæller, at de er kommet hertil fra Afrika via en underjordisk passage under Gibraltarstrædet, der mundede ud i St. Michaels Grotte, som man længe troede var bundløs. Det er dog ikke tilfældet, og i dag er grotten en stor attraktion, hvor du kan gå rundt mellem de flotte, dramatiske stalagmitter. I den hyggelige by finder du mange butikker og flere charmerende pubber – alt i alt et spøjst lille stykke England blandet med et strejf af Spanien, hvilket giver en helt særlig stemning.
Cadiz Spanien
Cádiz anses for at være den ældste by i Europa og har været beboet i over 3.000 år. Det var herfra Columbus stævnede ud på rejsen til Amerika, og den gamle bydel, der næsten er helt omkranset af vand, er et romantisk virvar af snoede gader med muntre taverner. Byens katedral er med sin gyldne, barokke kuppel et pejlemærke, og dens tårn byder på en eminent udsigt over Cádiz, ligesom den dramatiske fæstning, Castillo de San Sebastian, er værd at udforske. Den ligger yderst på en smal mole som en vogter over byen, og alene gåturen derud er en oplevelse. Her er du omgivet af bølger på begge sider og får havluft i håret, og når du når frem, venter robuste mure, tårne og bastioner i en næsten teatralsk ro. Yndede udflugtsmål fra Cádiz tæller bl.a. hvide landsby Vejer, der ligger på en bjergtop med postkortskønhed og maurisk charme, samt Jerez, der er kendt for sin sherryproduktion, som fører en liflig og sødlig duft med sig i store dele af byen. Gibraltar med Europas eneste vildtlevende aber er heller ikke langt væk.
Lissabon Portugal
Med sine syv fotogene høje byder Lissabon på et postkort-perfekt panorama af brostensbelagte gyder, gamle ruiner og katedraler med hvide kupler, der alt sammen vidner om en broget historie. Langs floden Tejo finder du tre af byens prominente monumenter. Det gælder Belem Tower, der blev bygget i 1520 for at forsvare byen, Opdagernes Monument, der hylder alle landets opdagelsesrejsende, og Cristo Rei – en Kristusstatue, der minder om Rio de Janeiros berømte vartegn. Jeronimus-klosteret og Triumfbuen er et par af de andre store seværdigheder, og selve atmosfæren i de gamle bydele som Alfama og Mouraria er i sig selv en stor oplevelse. Snyd heller ikke dig selv for en autentisk musikoplevelse på en af de små restauranter med live fado musik – den klassiske musikgenre, der er kendetegnet ved sine hjertevarmende og melankolske toner. Ikke langt udenfor Lissabon ligger den gamle kongeby Sintra med det farverige, eventyrlige slot og den mytiske, arkitektonisk særegne indvielsesbrønd, hvis spiraltrappe bringer dig næsten 30 m under jorden, hvor du kan udforske gamle tunneller og grotter.
Oosterdam
Holland America LineOm skibet
Holland America Lines skib Oosterdam er et luksuriøst krydstogtskib, der er det andet skib i rederiets Vista-klasse. Med en kapacitet på cirka 1.964 passagerer kombinerer Oosterdam moderne komfort med klassisk elegance og tilbyder en førsteklasses krydstogtoplevelse med fokus på service, gastronomi og underholdning.
Skibets interiør er præget af en sofistikeret stil med kunstværker, glitrende lysekroner og elegante lounges. Ombord kan gæster nyde en kulinarisk rejse i restauranter som Pinnacle Grill, der serverer udsøgte bøffer og skaldyr, den italienske Canaletto og hovedrestauranten The Dining Room, der tilbyder en varieret menu af internationale retter. For mere afslappede spisemuligheder findes Lido Market, der har et bredt udvalg af retter fra hele verden.
Underholdningen på Oosterdam er i verdensklasse, med B.B. King’s Blues Club, hvor livemusik sætter stemningen med autentisk blues og soul, samt Lincoln Center Stage, der tilbyder klassiske koncerter. Skibets teater præsenterer spektakulære shows og film, mens BBC Earth Experiences giver gæsterne mulighed for at opleve fascinerende naturdokumentarer i samarbejde med BBC Studios.
For dem, der søger afslapning og velvære, tilbyder Oosterdam det eksklusive Greenhouse Spa & Salon, hvor gæster kan nyde massage, sauna og skønhedsbehandlinger. Skibet har også et moderne fitnesscenter, swimmingpools og store soldæk med komfortable liggestole og en fantastisk havudsigt.
Oosterdam sejler på en række spændende ruter verden over, herunder Alaska, Middelhavet, Sydamerika og Antarktis. Med sin perfekte balance mellem klassisk stil og moderne bekvemmeligheder giver Oosterdam en uforglemmelig krydstogtoplevelse for rejsende, der søger både eventyr og afslapning.
Underholdning (5)
Øvrige (11)
Mad og drikke (11)
Teknologi (2)
Fitness (4)
Afslapning (6)
Rekreative (8)