Rejseplan
19. oktober - 30. oktober
Trieste Italien
Trieste er en af Italiens mest oversete byperler – en elegant blanding af italiensk charme, østrigsk-arvet storhed og centraleuropæisk melankoli. Byen breder sig ud langs Adriaterhavets kyst med sin smukke havnefront og pastelfarvede palæer, og bag den rejser de skovklædte bjerge sig som en grøn kulisse. En dag i Trieste kan føre dig gennem Piazza Unità d’Italia – en af Europas største og smukkeste pladser ud til havet – omgivet af storslåede bygninger, der vidner om Habsburgertiden. Du kan udforske den gamle bydel med snævre gyder og hyggelige caféer, hvor der serveres stærk espresso med udsigt til smalle kirkespir og støvede boghandlere. Lidt uden for centrum troner det eventyrlige Castello di Miramare, et hvidt marmorslot på en klippe med udsigt over havet, omgivet af romantiske stier og eksotiske haver. Du kan også besøge den historiske synagoge, den imponerende San Giusto-katedral eller tage en tur med den stejle sporvogn op til landsbyen Opicina, hvorfra du får det bedste overblik over byen og kystlinjen.
At Sea

Dubrovnik Kroatien
Charmerende Dubrovnik ligner med sine honningfarvede stenmure, røde tegltage og glitrende havudsigt noget fra et eventyr. Den smukke gamle bydel, der er fri for trafik, tager næsten vejret fra én med sin helt specielle atmosfære med marmorbelagte gader og flotte bygninger i forskellige stilarter. Rektorens palads fra det 15. århundrede blander f.eks. gotik og renæssance og huser en omfattende samling af malerier, møbler og andre genstande fra de 6 århundreder frem til Napoleons invasion i 1808, hvor Dubrovnik var en selvstændig stat. Gå også en tur på toppen af den imponerende bymur med vagttårnene og oplev den fantastiske udsigt over havet og byens tage. Vil du lidt væk fra folkemængderne, kan du tage en båd til den fredelige ø Lokrum, hvor påfugle går frit omkring, eller nyde udsigten fra bjerget Srd, som kan nås med svævebane.
At Sea

Valletta Malta
Malta er en lille øgruppe bestående af 7 øer, hvoraf de 3 – hovedøen Malta samt Gozo og Comino – er beboet. Med sin strategiske beliggenhed mellem Nordafrika og Italien har Malta igennem århundreder været eftertragtet jord, og herredømmet over øerne har skiftet hænder flere gange igennem historien, hvilket har sat sit præg på både sproget, gastronomien og arkitekturen. Maltesisk er således afledt af arabisk blandet med italiensk, mens middelhavskøkkenet blandes med det nordafrikanske. Malteserne er også meget stolte af de legendariske riddere, der forsvarede øen mod tyrkerne og lancerede korstogene. Disse riddere går under mange navne, hvoraf Johanniterordenen og Malteserordenen er de mest kendte. Det var en af ordenens stormestre, der grundlagde Valletta og gjorde byen til hovedstad i midten af 1500-tallet, og mange af byens for øvrigt meget smukke barokke bygninger stammer fra denne tid. På trods af sin beskedne størrelse er Valletta spækket med historisk interessante seværdigheder, hvoraf den imponerende katedral og Stormesterens Palads skal fremhæves sammen med et par museer, der fortæller den spændende historie om ridderne og deres bedrifter. Valletta, der er Europas sydligste og EU’s mindste hovedstad, er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og den er en yderst betagende by at vandre rundt i, da den emmer af historie og romantik.
At Sea
At Sea

Malaga Spanien
Kalkstensbjerge i det fjerne, palmer i gadebilledet og mauriske detaljer i arkitekturen - Málaga forener Andalusiens varme med Middelhavets lethed. I det historiske centrum snor gyldne gader sig forbi tapasbarer, barokke kirker og små pladser, hvor hverdagen leves med åbne døre og stille tempo. På en bakketop troner Alcazaba, det gamle arabiske fæstningsværk med haver, buer og udsigt over havet, og lige bagved ligger det ældgamle Gibralfaro-fort. Picasso blev født i Málaga, og hans barndomshjem samt det moderne Picasso-museum giver dig indblik i kunstnerens liv og værk. Lidt længere ude lokker hvide landsbyer som Frigiliana med brostensgader og blomstrende altaner, eller du kan følge den spektakulære kystvej mod Nerja, hvor drypstenshuler og dramatiske udsigter tager pusten fra de fleste. Vil du mærke stemningen i byen, er det oplagt at slå sig ned med et glas kølig fino og nyde friskgrillede sardiner ved strandpromenaden. Og ikke langt fra marinaen kan du slå dig ned på en bænk ved siden af vores egen eventyrforfatter, H.C. Andersen.

Tanger Marokko
Tanger ligger som en bro mellem to verdener - Afrika og Europa - og rummer både mytisk tyngde og moderne puls. I byens gamle medina snor smalle gyder sig mellem kalkede mure, hvor hvide og blå nuancer blødes op af sol og slid. Her finder du små butikker med vævede tekstiler, keramik og ravfarvede lamper, og fra tagterrasserne breder udsigten sig over hustage og det blågrønne stræde mellem Marokko og Spanien. Ved byporten Bab el-Bahar begynder den livlige kasbah med sine historiske paladser og museer, og i gårdhaven i den gamle sultanresidens vokser appelsintræer mellem søjler og mosaikker. Det var også her, kunstnere og forfattere som Paul Bowles og Matisse fandt inspiration - og byen rummer stadig noget dragende og utilgængeligt. Du kan besøge det stemningsfulde amerikanske legationsmuseum, det første diplomatiske sted USA åbnede uden for sit eget territorium, og lade historien folde sig ud mellem breve, kort og portrætter. En udflugt til Herkulesgrotten lidt uden for byen bringer dig tæt på det sted, hvor sagnhelten ifølge myten hvilede, inden han krydsede Gibraltarstrædet. Her åbner grotten sig dramatisk ud mod havet i en naturlig åbning formet som Afrikas kontinent. Tanger er en by med dybe rødder og blikke mod horisonten – et sted, hvor fortid og nutid glider over i hinanden med en særlig, støvet ynde.
At Sea

Puerto del Rosario - Fuerteventura Spanien
Fuerteventura er først og fremmest kendt for sine ca. 150 gyldne sandstrande. De står i stærk kontrast til det spektakulære, vulkanske landskab, som flere steder ligger lige bag strandene og enkelte steder har farvet sandet sort. En dagsrundtur på øen kan bringe dig til små fiskerlandsbyer og fantastiske udsigtspunkter, fyrtårne og vindmøller samt den charmerende Nuestra Señora de Regla kirke fra 1700-tallet, som er en af øernes arkitektoniske perler med en facade, der er inspireret af Aztekernes traditionelle udsmykninger. Du kan også besøge en aloe vera plantage, en gedefarm samt et saltmuseum, der beskriver og viser, hvordan salt udvindes af havvandet. Det er også oplagt at udforske øen i jeep eller på en buggy, eller hvorfor ikke tage med en glasbundsbåd til den lille ø Lobos? Selvom Lobos’ landskab primært består af ørken og vulkaner, er her et rigt dyre- og planteliv, hvorfor øen er et naturbeskyttet område. Gå ikke glip af muligheden for at kigge ned i et krater!

Santa Cruz - Tenerife Spanien
Tenerifes hovedstad hedder Santa Cruz og kan prale af kulørte markeder, blomstrende haver, spændende kunstgallerier og museer samt livlige, udendørs caféer. Øens vartegn er dog den stadig aktive vulkan Teide beliggende i et barsk og goldt men smukt landskab, hvor der ligger sne året rundt. Langs kysterne er naturen mere frodig, især på øens nordside, hvor hyggelige og farverige Puerto de la Cruz er rig på historisk arkitektur med gamle huse med træbalkoner. Her ligger også Loro Parque, hvor papegøjer cykler og pingviner hopper og danser. Og så findes der faktisk også pyramider bygget af lavasten på øen!
Mein Schiff 6
TUI Cruises Mein SchiffOm skibet
Mein Schiff 6 tilbyder en imponerende række af restauranter og barer, hvor både madelskere og dem, der ønsker en sund kost, kan finde noget for enhver smag. Med flere inkluderede restauranter, som f.eks. den store buffetrestaurant “Anckelmannsplatz”, og specialiteter som “GOSCH Sylt” (fisk og skaldyr), samt den stilfulde “Atlantik”, kan passagererne nyde et bredt udvalg af lækre måltider. Der er også en fantastisk udendørs grillrestaurant og flere barer, som gør det muligt at nyde en drink mens man ser solen gå ned.
Skibet tilbyder et afslappende SPA & Meer-område, hvor du kan få behandlinger fra professionelle terapeuter, forkæle dig selv med massage eller nyde saunaer og dampbade. Hvis du ønsker at bevare din træning under ferien, er der også fitnesscentre og mange udendørs aktivitetsområder som en løbebane og en sportshal.
Om bord på Mein Schiff 6 er der masser af muligheder for underholdning. Det imponerende teater byder på daglige shows og live optrædener, mens du også kan finde hyggelige barer og caféer med live musik. Der er desuden et væld af aktiviteter ombord, fra madlavningskurser og kunstudstillinger til dansetimer og sportsaktiviteter. Theatrium er skibets centrum for kultur, hvor gæsterne kan nyde musicals, komedie og musikalske forestillinger i elegant omgivelser.
Skibet er hjemsted for flere pools, både indendørs og udendørs. Der er også flere jacuzzi-områder og solterrasser, hvor gæsterne kan slappe af og nyde den friske havluft. For dem, der søger en stille oplevelse, findes der også afsondrede områder, hvor du kan slappe af uden forstyrrelser.
Mein Schiff 6 er et fantastisk valg for familier, da der er mange aktiviteter for børn og unge. Skibet tilbyder børneklubber opdelt efter alder, hvor de kan lege, lære og deltage i sjove aktiviteter. Der er også masser af familievenlige aktiviteter som minigolf, spil, film og fælles events.
