Rejseplan
20. juli - 06. august
Kiel Tyskland
I havnebyen Kiel er skibsbyggeri en stor industri, og dele af den tyske flåde holder til i Kiel. Havnen ligger midt i byen, så det er nemt at opleve Kiel til fods. Store dele af byen blev kraftigt bombarderet under Anden Verdenskrig, hvilket har resulteret i, at de fleste bygningsværker er opført i moderne arkitektur. Se en ubåd fra krigens tid, besøg de botaniske haver eller tag på en udflugt til en af de omkringliggende byer som f.eks. Lübeck eller Hamborg.
At Sea
Ålesund Norge
Ålesund breder sig ud over flere små øer i det vestnorske havlandskab, omgivet af fjorde, fjelde og en kystlinje, der bugter sig som et landskabsmaleri i blå og grønne nuancer. Byen er særlig kendt for sin enestående jugendstilarkitektur, der blev opført i kølvandet på en storbrand i 1904, hvor hele centrum blev genopbygget med tårne, spir og ornamenterede facader, der giver byen sit eventyrlige udtryk. På Jugendstilsenteret kan du få et indblik i denne særlige stilretning og genopbygningens historie. Fra udsigtspunktet Aksla, som du når via 418 trappetrin, åbenbarer sig et imponerende panorama over byens tage, øerne og Sunnmørsalpenes takkede tinder i det fjerne. En sejltur ud fra havnen bringer dig tæt på Atlanterhavets rå styrke og små, idylliske skærgårdsperler - eller videre ind i Hjørundfjorden, hvor stejle fjeldsider styrter lodret ned i det mørke fjordvand. I den nærliggende Atlanterhavsparken, der er et af Nordeuropas største saltvandsakvarier, kan du opleve dyrelivet fra den norske kyst og måske se dykkere fodre havkat og torsk i det store udendørs bassin. Ålesund forener det storslåede og det intime -naturens dramatik og byens detaljerigdom - og gør selv en enkelt dag til en oplevelse, du bærer med dig videre.
Trondheim Norge
Trondheim forener tusind års historie med en ung, levende atmosfære, hvor vikingetid og nutid mødes langs Trondheimsfjorden. Byens vartegn, den imponerende Nidaros Katedral, rejser sig som et gotisk mesterværk i granit - bygget over vikingekongen Olav den Helliges grav og stadig et vigtigt pilgrimsmål. I den gamle bydel Bakklandet står de farverige træhuse tæt langs den bugtende Nidelva-flod, og cyklister suser forbi på vej til caféer og små værksteder. Her finder du også verdens eneste cykelelevator, som hjælper dig op ad den stejle bakke med et glimt i øjet. En spadseretur over Gamle Bybro - kendt som Lykkens Portal - giver dig udsigt til de klassiske pakhuse på stylter og fjorden i det fjerne. På museet Rockheim fortælles historien om norsk populærmusik med interaktive udstillinger, mens den gamle fæstning Kristiansten vidner om byens strategiske betydning i århundreder. Vil du opleve naturen tæt på, ligger skovene og fjordene kun få minutter væk, og fra byens havneområde kan du tage på sejltur, fiske eller bare nyde det klare lys og den høje himmel. Trondheim er en by, der hviler i sig selv, men samtidig bobler af kreativitet og energi med rødder i historien og blikket mod fremtiden.
At Sea
Tromsø Norge
Tromsø ligger som en lysende plet mellem fjorde og fjelde nord for polarcirklen - en by, hvor sneklædte tinder møder nordlys og midnatssol, og hvor arktisk vildskab går hånd i hånd med kultur og gæstfrihed. Heroppe i det høje nord føles verden både fjern og tæt på, for selvom naturen dominerer, summer byen af liv med museer, caféer og små koncertsteder. Ishavskatedralens dramatiske arkitektur spejler sig i fjorden og er blevet et vartegn for hele regionen, mens Polarmuseet fortæller om livet blandt fangstmænd og polarhelte, der drog ud i det ukendte. Fra fjeldtoppen Storsteinen, som du kan nå med kabelbane, breder udsigten sig ud over byen og havet - og på klare vinteraftener danser nordlyset hen over himlen som et grønt slør. Om sommeren er det solen, der aldrig går ned, og giver mulighed for midnatsvandringer og kajakture i det gyldne skær. Ikke langt fra byen kan du besøge samiske kulturcentre, tage på hundeslædetur eller møde rensdyr, og året rundt er der gode chancer for at opleve hvaler i det kolde, dybe vand. Tromsø er både arktisk port og moderne smeltedigel - et sted, hvor det barske og det blide mødes i et særligt nordligt lys.
Nordkap Norge
Nordkap er ikke bare et sted - det er en fornemmelse af at stå ved verdens kant. Her, hvor det norske fastland slutter brat i en lodret klippevæg 307 meter over det arktiske hav, møder du en storslåethed, som ikke kan indfanges af billeder alene. Udsigten er uendelig, vinden ofte barsk, og lyset har - især under midnatssolen - en næsten overjordisk karakter. Nordkapmonumentet, den ikoniske globus, markerer det symbolske punkt, som mange rejsende har drømt om at nå. Inde i Nordkaphallen kan du opleve multimedieudstillinger om området og dets barske klima, og du kan se filmoptagelser fra årets skiftende sæsoner, hvor naturen veksler mellem sneklædt ødemark og lysende sommernætter. Længere inde på øen Magerøya ligger fiskerlandsbyen Honningsvåg, hvor krydstogtskibet lægger til. Her klynger farverige træhuse sig til kysten, mens lokale kunstnere og gallerier giver et indblik i livet i det høje nord. Herfra kan du tage på udflugt til fuglefjeldet Gjesværstappan, som er hjemsted for tusindvis af lunder, havørne og rider - et sandt eldorado for fugleelskere. Undervejs krydser du et landskab præget af forrevne klipper, lav vegetation og et lys, der aldrig rigtig ligner noget andet. Nordkap handler ikke om, hvad du kan se – men om det, du mærker, når du står dér, på kanten af det kontinent, vi kalder vores.
At Sea
Longyearbyen - Svalbard Norge
Longyearbyen er verdens nordligste by, beliggende på Spitsbergen – den største ø i Svalbard-øgruppen og et af de mest eksotiske landskaber på kloden. Øerne er polare ørkener: træløse, vindblæste og bjergrige. Om vinteren dækkes fjeldene af sne, mens isbjerge og pakis driver i havet lige udenfor kysten. Året rundt lever kun polarræve, rensdyr og isbjørne på øen, men i sommermånederne dækkes tundraen af blomster, og tusindvis af trækfugle fylder himlen. Byen har omkring 2.100 indbyggere og blev grundlagt i 1906 af den amerikanske mineingeniør John Munro Longyear. Sporet af minedriften præger stadig stedet, men i dag rummer Longyearbyen både Svalbard Museum, der fortæller 400 års historie om jagt, kul, videnskab og overlevelse, og moderne oplevelser som fjordsafarier, hundeslædeture og vandreture ind i de arktiske dale. Selv byens bryggeri har en særlig historie - det bruger smeltevand fra en gletsjer til at skabe øl, som helt frem til 2014 var forbudt på Svalbard, men i dag er blevet et symbol på byens evne til at finde livskvalitet på verdens yderste kant.
At Sea
At Sea
Akureyri Island
Akureyri på Islands nordkyst er porten til det berømte "Land of Fire and Ice" - Islands dramatiske landskab med vulkanske kratere, uddøde lavasøer og majestætiske vandfald. Et landskab med en forbløffende variation i farver fra de lysegrønne enge til de røde mineraler, der bryder op fra øens dyb. Men også områder med lavaørkner og det fineste sand, der minder om et sandt månelandskab, og faktisk var det her omkring Askja krateret, at astronauterne fra Apollo 11 trænede inden månelandingen. Fra Akureyri har du let adgang til nogle af Nordislands største naturoplevelser: Det varme geotermiske område ved Myvatn, hvor muddergryder bobler og lavaformationer rejser sig som skulpturer; det mægtige vandfald Godafoss, der ifølge sagaerne blev brugt til at symbolisere Islands overgang til kristendommen; og måske endda muligheden for at bade i varme kilder under åben himmel. Det kan være svært at forstå, at byen ligger lige under polarcirklen, for klimaet her er tempereret. Således fylder blomsterkasser husenes vinduer, mens de velplejede veje kantes af træer. Takket være det milde klima giver Akureyris botaniske have et hjem til over 2.000 plantearter fra hele verden, og alle overlever de uden drivhuse. Det er derfor ikke underligt, at islændinge omtaler Akureyri som den mest behagelige by på hele øen.
Isafjordur Island
Isafjördur ligger som en farvet prik midt i den dramatiske, rå natur, hvor fjeldene rejser sig stejlt op fra de smalle fjorde, og vejene snor sig gennem tunneller og langs klippevægge. Byen er den største i Vestfjordene, men stadig lille og nært forbundet med sine omgivelser. Træhuse fra 1800-tallet står tæt i det historiske centrum, hvor fiskeriet stadig spiller en hovedrolle - både som erhverv og kulturarv. Du kan besøge det lille søfartsmuseum i en af byens ældste bygninger og få indblik i livet i det nordvestlige hjørne af Island, hvor vejr og vind i århundreder har sat dagsordenen. Fra Isafjördur er der ikke langt til noget af Islands vildeste natur: En bådtur til Hornstrandir naturreservat - et afsides og ubeboet område uden veje - bringer dig til et landskab af lodrette fuglefjelde, bløde dale og arktiske ræve, som færdes frit i det fredede område. Vandreture her føles som rejser tilbage i tiden, hvor naturen er urørt, og stilheden kun brydes af vinden og fuglenes skrig. Tilbage i byen kan du smage på lokale specialiteter som tørfisk, røget lam eller friskfanget torsk og opleve en befolkning, der lever tæt på elementerne, men med varme i både sind og stemning. Isafjördur er barsk og ærlig - og netop derfor så uforglemmelig.
Reykjavik Island
Reykjavik er verdens nordligste hovedstad, men den emmer af liv, kunst og geotermisk varme. Her mødes nordisk enkelhed og islandsk særpræg i en charmerende blanding af farverige blikfacader, kreative butikker og små caféer med lokale specialiteter. Midt i byen rejser Hallgrímskirkja sig som et moderne vartegn, inspireret af Islands vulkanske klippestrukturer, og fra tårnets top har du udsigt over byens tage og fjorden bagved. Et stenkast derfra glitrer koncerthuset Harpa med sin glasfacade, og nede ved havnefronten står det stiliserede vikingeskib Sólfar og skuer mod horisonten. Byen byder også på stærke historiske oplevelser, fra sagaernes verden på Nationalmuseet til moderne fortællinger om naturens kræfter i videnscentret Perlan. Og når trætheden melder sig, er der ikke langt til Reykjaviks mange geotermiske bade - eller til den Blå Lagune, hvor du kan lade kroppen synke ned i varmt, mineralsk vand midt i et lavaørkenlandskab. Reykjavik er desuden det naturlige udgangspunkt for en række uforglemmelige udflugter. Mest kendt er Golden Circle - en rute, der på én dag tager dig til det historiske Thingvellir, hvor verdens ældste parlament blev grundlagt, og hvor to tektoniske plader mødes, til gejseren Strokkur, der springer med få minutters mellemrum, og det brusende Gullfoss-vandfald i to niveauer. Naturen er aldrig langt væk - og det er netop det, der gør Reykjavik så særlig: En lille hovedstad med stor karakter og hele Islands vilde hjerte som baghave.
At Sea
At Sea
At Sea
Kiel Tyskland
I havnebyen Kiel er skibsbyggeri en stor industri, og dele af den tyske flåde holder til i Kiel. Havnen ligger midt i byen, så det er nemt at opleve Kiel til fods. Store dele af byen blev kraftigt bombarderet under Anden Verdenskrig, hvilket har resulteret i, at de fleste bygningsværker er opført i moderne arkitektur. Se en ubåd fra krigens tid, besøg de botaniske haver eller tag på en udflugt til en af de omkringliggende byer som f.eks. Lübeck eller Hamborg.
Mein Schiff 7
TUI Cruises Mein SchiffOm skibet
Som det nyeste skib i flåden, er Mein Schiff 7 spækket med gastronomiske oplevelser. Der er et bredt udvalg af restauranter, hvor gæsterne kan smage på både lokale og internationale retter. Atlantik Classic & Atlantik Mediterran byder på moderne og elegante middage, mens den innovative KochArt restaurant byder på en kulinarisk rejse med fokus på kreativ madlavning. Derudover er der specialiteter som GOSCH Sylt med friske skaldyr og fiskeanretninger, samt caféer og barer, hvor gæsterne kan nyde lette måltider og cocktails med panoramaudsigt.
Skibets SPA & Meer-område er et af de største og mest luksuriøse i flåden. Her kan gæsterne nyde behandlinger, der spænder fra massage og ansigtsbehandlinger til afslapningszoner og termiske bade. Skibet har også flere wellnesspools, hvor du kan svømme med udsigt til havet, samt specialiserede wellnesszoner for både afslapning og revitalisering.
Mein Schiff 7 tilbyder et væld af underholdningsmuligheder, der strækker sig fra musicals og teaterforestillinger til livemusik og stand-up comedy. Skibet er hjemsted for et fantastisk teater, hvor du kan opleve førsteklasses shows, og der er også et område for live-optrædener og musik. For dem, der ønsker at holde sig aktive, er der et fitnesscenter, sportshaller, og flere udendørs aktiviteter, herunder en løbebane og cykelture.
Skibet har flere poolområder – både udendørs og indendørs – som er designet til at sikre, at du kan finde det perfekte sted til afslapning. Der er også flere boblebade og områder med liggestole, hvor du kan nyde solen og havets brise. Områderne på dæk er rummelige og indbydende, hvilket giver mulighed for at finde et stille sted eller deltage i livligere events.
Mein Schiff 7 er et fremragende valg for familier. Skibet har flere børneklubber opdelt efter alder, hvor børnene kan deltage i kreative workshops, lege og få nye venner. Der er også masser af aktiviteter for teenagere og familier som helhed, herunder fælles udflugter, filmscreening og kreative aktiviteter.
Rekreative (5)
Mad og drikke (6)
Afslapning (7)
Fitness (2)
Øvrige (4)
Underholdning (1)