Rejseplan
13. april - 26. april
Tampa USA
Tampa har rødder i både cubansk, spansk og italiensk indvandring, og det mærkes især i Ybor City - et kvarter opstået omkring cigarindustrien i slutningen af 1800-tallet. Her ligger murstensbygninger med gamle skilte og balkoner, hvor du kan besøge små cigarværksteder, caféer og barer, der holder fast i områdets særpræg. I centrum af byen finder du et moderne skyline med museer langs floden såsom Tampa Museum of Art og Florida Aquarium, hvor livet under havoverfladen udfolder sig i kæmpe tanke. Havneområdet Riverwalk giver en afslappet promenade langs Hillsborough River, forbundet af broer og med udsigt til både kajakker og lystyachter. Lidt udenfor centrum ligger Busch Gardens - en blanding af forlystelsespark og zoologisk have - der giver et vildt indblik i Afrikas dyreliv side om side med rutsjebaner. Tampa er en by med kontraster: moderne storby, immigrantkvarter med sjæl og nem adgang til Floridas solfyldte kyster.
Key West USA
The Florida Keys er en perlerække af små øer, forbundet af den legendariske Overseas Highway, hvor broerne fører dig milevidt hen over havet med vand til alle sider. Yderst på ruten ligger Key West, et tropisk fristed hvor caribisk afslappethed møder amerikansk småbycharme. Hovedgaden Duval Street summer af liv med barer, caféer og farverige huse, mens roligere stræder gemmer på pastelfarvede villaer dækket af bougainvillea og palmer. Byen har gennem årene tiltrukket både kunstnere og excentrikere - Ernest Hemingways hus er i dag museum, hvor de berømte seks-tåede katte stadig strejfer rundt i haven, og på Mel Fisher Maritime Museum kan du se skatte fra sunkne spanske galeoner. Havet er allestedsnærværende: både sejler ud til koralrev for at snorkle blandt tropiske fisk, og ved Fort Zachary Taylor mødes du af en strand flankeret af en gammel fæstning. På havnefronten samles folk ved Mallory Square for at opleve gadegøgl og udsigt over det åbne hav – et dagligt ritual, der er blevet en del af Key Wests sjæl, og længst ude på øen markerer en farverig betonbøje det sydligste punkt i USA.
At Sea
Puerto Plata Den Dominikanske Republik
Farverige huse med udskårne verandaer og balkoner blander sig med palmer og brostensbelagte gader, mens bjergene danner en smuk baggrund for Puerto Plata. Byen er kendt for sin victorianske arkitektur og sin livlige strandpromenade, Malecón, hvor det blå hav bruser ind mod kysten. Du kan tage svævebanen op til toppen af Pico Isabel de Torres og få en enestående udsigt over byen og bugten- Heroppe venter også en botanisk have med tropiske planter og en statue af Kristus, der minder om den i Rio de Janeiro. I den historiske bymidte ligger San Felipe-fortet fra 1500-tallet - et af de ældste koloniale fæstningsværker i Amerika - bygget for at beskytte byen mod pirater. Puerto Plata byder også på spændende udflugter uden for centrum: Du kan besøge de brusende Damajagua-vandfald, hvor vandet har skåret sig gennem klippen og skabt naturlige bassiner, eller tage til en nærliggende romfabrik og lære mere om den stolte lokale produktion. Puerto Plata er et møde med Caribiens farver, historie og naturrigdom samlet i én levende by.
Charlotte Amalie - St. Thomas Amerikanske Jomfruøer
Pastelfarvede huse med røde tegltage klatrer op ad de grønne bakker omkring Charlotte Amalie, hovedbyen på St. Thomas og tidligere centrum i den danske koloni på De Vestindiske Øer. Historien mærkes overalt i gadebilledet: Danske gadenavne som Dronningens Gade og Kongens Gade slynger sig forbi gamle pakhuse fra 1700-tallet, hvor sukker, rom og krydderier engang blev lastet. Fort Christian, byens ældste bygning, blev opført af danskerne i 1600-tallet og rummer i dag et museum om øernes farverige og komplekse fortid. Et kort stykke op ad bjergsiden ligger Blackbeard’s Castle - et gammelt vagttårn fra kolonitiden, der senere blev forbundet med sagn om pirater. Udsigten herfra over havnen og de omkringliggende øer er spektakulær. Charlotte Amalie byder i dag på en blanding af historie, caribisk charme og shopping i toldfrie butikker, mens den lune brise minder om, at dette stadig er en havneby, hvor verden mødes - nu i fredeligere former end for hundrede år siden.
Philipsburg St. Maarten
Farvestrålende huse i kolonistil, glitrende butikker og turkisblåt hav danner rammen om Philipsburg, hovedbyen på den hollandske del af St. Maarten. Den kompakte by ligger som en perle mellem to bugter og er let at udforske til fods. Langs strandpromenaden, Boardwalk, venter bløde sandstrande, palmer og caféer, mens Front Street bagved byder på caribisk stemning og toldfri shopping i alt fra smykker til parfume og elektronik. Vil du dykke dybere ned i øens historie, kan du besøge Fort Amsterdam, der blev opført af hollænderne i 1600-tallet og stadig vogter over bugten med kanoner og udsigt. Længere inde i landet lokker de grønklædte bakker og små landsbyer, og på en udflugt kan du opleve både den franske og hollandske del af øen på én dag. Et højdepunkt for mange er et besøg ved Maho Beach, hvor fly fra hele verden lander blot få meter over hovedet på badegæster - en oplevelse, der er lige dele adrenalinsus og turistmagi. Øen rummer også rolige laguner, kreolske fiskeretter og små kunstgallerier, og trods sin beskedne størrelse føles St. Maarten som en hel lille verden - med kontraster, charme og caribisk lethed.
At Sea
At Sea
At Sea
At Sea
At Sea
At Sea
At Sea
Lissabon Portugal
Med sine syv fotogene høje byder Lissabon på et postkort-perfekt panorama af brostensbelagte gyder, gamle ruiner og katedraler med hvide kupler, der alt sammen vidner om en broget historie. Langs floden Tejo finder du tre af byens prominente monumenter. Det gælder Belem Tower, der blev bygget i 1520 for at forsvare byen, Opdagernes Monument, der hylder alle landets opdagelsesrejsende, og Cristo Rei – en Kristusstatue, der minder om Rio de Janeiros berømte vartegn. Jeronimus-klosteret og Triumfbuen er et par af de andre store seværdigheder, og selve atmosfæren i de gamle bydele som Alfama og Mouraria er i sig selv en stor oplevelse. Snyd heller ikke dig selv for en autentisk musikoplevelse på en af de små restauranter med live fado musik – den klassiske musikgenre, der er kendetegnet ved sine hjertevarmende og melankolske toner. Ikke langt udenfor Lissabon ligger den gamle kongeby Sintra med det farverige, eventyrlige slot og den mytiske, arkitektonisk særegne indvielsesbrønd, hvis spiraltrappe bringer dig næsten 30 m under jorden, hvor du kan udforske gamle tunneller og grotter.
Norwegian Star
Norwegian Cruise LineOm skibet
Norwegian Star er et imponerende krydstogtskib fra Norwegian Cruise Line, der indvarsler en oplevelse af luksus og eventyr til søs. Med moderne design og omfattende faciliteter har skibet tiltrukket rejsende fra hele verden.
Norwegian Star tilbyder en bred vifte af komfortable kahytter og suiter, herunder balkonmuligheder, der giver passagererne en smuk udsigt og en hjemlig base under deres rejse.
Ombord på Norwegian Star kan gæsterne nyde kulinariske lækkerier fra gourmetrestauranter til mere afslappede spisesteder. Underholdningen spænder fra teaterforestillinger og musikalske optrædener til et livligt kasino, der tilfredsstiller enhver smag.
Skibet imponerer yderligere med faciliteter som poolområder, spa, fitnesscenter og dedikerede områder for børn og teenagere. Norwegian Star sejler til forskellige destinationer og åbner dørene for spændende rejseoplevelser.
Uanset om det er afslapning ved poolen, kulturelle udflugter eller livlige aftener, leverer Norwegian Star en krydstogtoplevelse, der appellerer til forskellige interesser og smag.
Afslapning (32)
Mad og drikke (21)
Teknologi (1)
Fitness (4)
Øvrige (6)
Underholdning (13)