Rejseplan
30. august - 06. september
Barcelona Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
At Sea

Gibraltar England
Gibraltar er et engelsk territorium på Den Iberiske Halvøs sydligste spids. Den ikoniske klippe, The Rock, er selve billedet på Gibraltar, og det er muligt at komme ”indenfor” i dens gamle forsvarstunneler. Europas eneste vildtlevende aber møder du også på klippen, og sagnet fortæller, at de er kommet hertil fra Afrika via en underjordisk passage under Gibraltarstrædet, der mundede ud i St. Michaels Grotte, som man længe troede var bundløs. Det er dog ikke tilfældet, og i dag er grotten en stor attraktion, hvor du kan gå rundt mellem de flotte, dramatiske stalagmitter. I den hyggelige by finder du mange butikker og flere charmerende pubber – alt i alt et spøjst lille stykke England blandet med et strejf af Spanien, hvilket giver en helt særlig stemning.
At Sea

Marseille Frankrig
Marseille er den største havn i Middelhavet og Frankrigs andenstørste by. Den er en sand smeltedigel af forskellige folk og kulturer og anses for at være en bro mellem Europa og Nordafrika. Det er en by, der er perfekt til bare at vandre omkring og indsnuse atmosfæren, mens man beundrer de arkitektoniske perler. I den maleriske gamle havn ligger yachts- og fiskerbåde side om side, og lige nord herfor finder du den historiske del af byen, Le Panier, hvis virvar af snørklede og stejle gader gemmer på små, skjulte pladser og gamle, høje huse med terrasser, hvor vasketøjet hænger til tørre. Ud for kysten domineres vyet af det berygtede Chateau d’If – fængslet på en lille klippeø, hvorfra Greven af Monte Cristo flygtede i Alexandre Dumas’ berømte roman. Fra Marseille kan du også udforske smukke og historisk interessante Arles og pavernes gamle by Avignon.

Genova Italien
Christopher Columbus’ fødeby, Genova, er en klassisk italiensk by beliggende midt i bølgende bakker med pastelfarvede huse med terrakotta-tag, fantastiske kirker, hængende haver, barokke paladser og smuldrende romerske ruiner. Byens historiske centrum er Europas største, og de smalle, snoede gader er spækket med vidunderlig arkitektur og kunstneriske skatte. Charmerende butikker tilbyder spændende shoppingmuligheder, mens caféer og restauranter lokker med lokale, smagfulde retter. Ved foden af byens centrum ligger den historiske havn, der efter nytænkende renoveringer fremstår som et trendy mødested med en travl marina og barer ved vandet samt et maritimt museum og et fascinerende akvarium, der er det største i Europa. Adelens gamle paladser, hvis antal og pragt ikke findes andre steder i Italien, er blandt Genovas vigtigste turistattraktioner, ligesom den sort-hvide katedral, den skulpturfyldte Staglieno-kirkegård og tårnene ved Porta Soprana er værd at kigge nærmere på.

La Spezia Italien
La Spezia breder sig ud mellem grønne bakker og det brusende Liguriske Hav - en havneby med salt i murene og spor af søfart, poesi og dagligdag. Her er tempoet lavere end i de nærliggende turistmagneter, og det giver dig plads til at lade byen folde sig ud i sit eget tempo. Langs havnepromenaden vugger sejlbåde i solen, og i de smalle gader bagved møder du pastelfarvede facader, små osteriaer og skyggefulde piazzaer, hvor lokale børn leger mellem appelsintræer og fontæner. På det maritime museum fortælles historien om Italiens flådehistorie, og oppe fra det gamle slot Castello San Giorgio har du udsigt over byen, bugten og de grønne bakker i baglandet. La Spezia har sin helt egen puls, og de små aktiviteter får her en større betydning: Køb frisk focaccia i en baggård, find skatte på et antikmarked eller slentr gennem de fredelige stier i den botaniske have. Her lader livet sig ikke måle i seværdigheder, men i stemninger og det stille møde med det ægte Italien. Fra La Spezia er der ikke langt til Cinque Terre - de fem små kystbyer, der ligger på rad og række, klistret op ad klipperne i et landskab af vinmarker, stejle stier og det åbne hav. Byerne er bilfri og forbundet af tog, vandrestier og både, og de er berømte for deres farverige huse, dramatiske beliggenhed og autentiske landsbystemning.

Civitavecchia - Rom Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
Sun Princess
Princess CruisesOm skibet
Sun Princess er et imponerende krydstogtskib, der tilhører Princess Cruises-flåden. Dette elegante skib er kendt for sin luksuriøse atmosfære og førsteklasses faciliteter.
Med en længde på omkring 261 meter og en kapacitet på over 2.000 passagerer tilbyder Sun Princess en behagelig rejseoplevelse til en bred vifte af destinationer.
Ombord på Sun Princess
Ombord på Sun Princess finder du et væld af aktiviteter og underholdning, herunder flere restauranter, barer, et teater, kasino og spa. Skibets solrige dæk byder på pools, boblebade og sportsfaciliteter, hvilket giver dig mulighed for at slappe af og nyde udsigten under rejsen.
Sun Princess tilbyder spændende udflugter og kulturelle oplevelser. Med sit erfarne besætningshold og moderne design er Sun Princess en favorit blandt krydstogtrejsende, der søger komfort og elegance på deres rejse til spændende destinationer rundt om i verden.
Underholdning (5)
Mad og drikke (16)
Fitness (5)
Øvrige (6)
Rekreative (7)
Afslapning (3)
