Rejseplan
09. oktober - 19. oktober
Hamborg Tyskland
Hamborg er Tysklands port mod verden – en by, hvor maritim charme møder moderne storbyliv i et landskab præget af kanaler, broer og historisk handel. Det gamle pakhuskvarter, Speicherstadt, er verdens største sammenhængende lagerkompleks i mursten og i dag fyldt med museer, caféer og specialbutikker, mens det nærliggende HafenCity imponerer med futuristisk arkitektur og den ikoniske Elbphilharmonie, som nærmest svæver over havnen. Du kan sejle gennem kanalerne i en lille havnebåd og få byen præsenteret fra vandsiden – her forstår du, hvorfor Hamborg kaldes “Nordens Venedig”. En spadseretur gennem den elegante bymidte fører dig til rådhuset og shoppingstrøget Mönckebergstrasse, og måske videre til søpromenaderne ved Alstersøen, hvor svanerne glider roligt gennem vandet midt i storbyens puls. Den alternative side af byen oplever du i St. Pauli, hvor Reeperbahn summer af liv og historie – både dekadent og fascinerende. Museer som Miniatur Wunderland eller Internationales Maritimes Museum byder på overraskelser for både børn og voksne. Hamborg er både industriel og poetisk, rå og raffineret – en by fyldt med kontraster.
At Sea

Le Havre Frankrig
Le Havre er en moderne og livlig by i Normandiet, hvis bymidte blev genrejst efter Anden Verdenskrig og derfor fremviser en helt særlig moderne arkitektur. Udflugtsmulighederne fra Le Havre er mange og inkluderer typisk ture til den franske hovedstad, Paris, eller landingsstrandene, hvor de amerikanske styrker i sin tid gik i land og var stærkt medvirkende til de allieredes efterfølgende sejr. Normandiets ”historiske hovedstad”, Rouen, er også en mulighed. Den stemningsfyldte, gamle bydel har mere end 700 smukke bindingsværkshuse, et astronomisk ur fra 1500-tallet og den imponerende romersk-katolske katedral, der er Frankrigs højeste kirke. Det var også på byens gamle markedsplads, at Jean d’Arc i sin tid blev brændt på bålet.
At Sea
Ferrol
At Sea

Lissabon Portugal
Med sine syv fotogene høje byder Lissabon på et postkort-perfekt panorama af brostensbelagte gyder, gamle ruiner og katedraler med hvide kupler, der alt sammen vidner om en broget historie. Langs floden Tejo finder du tre af byens prominente monumenter. Det gælder Belem Tower, der blev bygget i 1520 for at forsvare byen, Opdagernes Monument, der hylder alle landets opdagelsesrejsende, og Cristo Rei – en Kristusstatue, der minder om Rio de Janeiros berømte vartegn. Jeronimus-klosteret og Triumfbuen er et par af de andre store seværdigheder, og selve atmosfæren i de gamle bydele som Alfama og Mouraria er i sig selv en stor oplevelse. Snyd heller ikke dig selv for en autentisk musikoplevelse på en af de små restauranter med live fado musik – den klassiske musikgenre, der er kendetegnet ved sine hjertevarmende og melankolske toner. Ikke langt udenfor Lissabon ligger den gamle kongeby Sintra med det farverige, eventyrlige slot og den mytiske, arkitektonisk særegne indvielsesbrønd, hvis spiraltrappe bringer dig næsten 30 m under jorden, hvor du kan udforske gamle tunneller og grotter.

Cadiz Spanien
Cádiz anses for at være den ældste by i Europa og har været beboet i over 3.000 år. Det var herfra Columbus stævnede ud på rejsen til Amerika, og den gamle bydel, der næsten er helt omkranset af vand, er et romantisk virvar af snoede gader med muntre taverner. Byens katedral er med sin gyldne, barokke kuppel et pejlemærke, og dens tårn byder på en eminent udsigt over Cádiz, ligesom den dramatiske fæstning, Castillo de San Sebastian, er værd at udforske. Den ligger yderst på en smal mole som en vogter over byen, og alene gåturen derud er en oplevelse. Her er du omgivet af bølger på begge sider og får havluft i håret, og når du når frem, venter robuste mure, tårne og bastioner i en næsten teatralsk ro. Yndede udflugtsmål fra Cádiz tæller bl.a. hvide landsby Vejer, der ligger på en bjergtop med postkortskønhed og maurisk charme, samt Jerez, der er kendt for sin sherryproduktion, som fører en liflig og sødlig duft med sig i store dele af byen. Gibraltar med Europas eneste vildtlevende aber er heller ikke langt væk.

Malaga Spanien
Kalkstensbjerge i det fjerne, palmer i gadebilledet og mauriske detaljer i arkitekturen - Málaga forener Andalusiens varme med Middelhavets lethed. I det historiske centrum snor gyldne gader sig forbi tapasbarer, barokke kirker og små pladser, hvor hverdagen leves med åbne døre og stille tempo. På en bakketop troner Alcazaba, det gamle arabiske fæstningsværk med haver, buer og udsigt over havet, og lige bagved ligger det ældgamle Gibralfaro-fort. Picasso blev født i Málaga, og hans barndomshjem samt det moderne Picasso-museum giver dig indblik i kunstnerens liv og værk. Lidt længere ude lokker hvide landsbyer som Frigiliana med brostensgader og blomstrende altaner, eller du kan følge den spektakulære kystvej mod Nerja, hvor drypstenshuler og dramatiske udsigter tager pusten fra de fleste. Vil du mærke stemningen i byen, er det oplagt at slå sig ned med et glas kølig fino og nyde friskgrillede sardiner ved strandpromenaden. Og ikke langt fra marinaen kan du slå dig ned på en bænk ved siden af vores egen eventyrforfatter, H.C. Andersen.
At Sea

Palma de Mallorca Spanien
På Mallorca lægges der typisk til i gåafstand til hovedbyen, Palma. Her tårner den imponerende La Seu-katedral sig op og byder dig velkommen. Bag denne begynder den gamle bydel – Palmas hjerte – hvor du finder museer, paladser og smukke patioer i de snævre, atmosfærefyldte gader, der også gemmer på små markeder, sjove og finurlige butikker samt fristende tapasbarer. Langs havnefronten, hvor fiskere stadig reparerer deres net i hånden, mens de solbeskinnede både vugger blidt i marinaen, finder du det majestætiske Almudaina-palads, der oprindeligt var et maurisk fort. Løvefontænen fra det 11. århundrede er et af de få arabiske levn i komplekset ud over søjler og buegange, men det er stadig et fascinerende bygningsværk. Også med udsigt over havnen ligger Bellver Castle fra 1300-tallet med det eneste runde tårn i Spanien. Slottet blev bygget som kongelig residens og blev senere konverteret til et militærfængsel, der bl.a. blev brugt under Napoleonskrigene og Den Spanske Borgerkrig. I dag kan du stadig se fangernes ”graffiti” på murene. På begge sider af Palma strækker de lækre sandstrande sig og indbyder til nogle afslappende timer med havudsigt.
Mein Schiff 7
TUI Cruises Mein SchiffOm skibet
Som det nyeste skib i flåden, er Mein Schiff 7 spækket med gastronomiske oplevelser. Der er et bredt udvalg af restauranter, hvor gæsterne kan smage på både lokale og internationale retter. Atlantik Classic & Atlantik Mediterran byder på moderne og elegante middage, mens den innovative KochArt restaurant byder på en kulinarisk rejse med fokus på kreativ madlavning. Derudover er der specialiteter som GOSCH Sylt med friske skaldyr og fiskeanretninger, samt caféer og barer, hvor gæsterne kan nyde lette måltider og cocktails med panoramaudsigt.
Skibets SPA & Meer-område er et af de største og mest luksuriøse i flåden. Her kan gæsterne nyde behandlinger, der spænder fra massage og ansigtsbehandlinger til afslapningszoner og termiske bade. Skibet har også flere wellnesspools, hvor du kan svømme med udsigt til havet, samt specialiserede wellnesszoner for både afslapning og revitalisering.
Mein Schiff 7 tilbyder et væld af underholdningsmuligheder, der strækker sig fra musicals og teaterforestillinger til livemusik og stand-up comedy. Skibet er hjemsted for et fantastisk teater, hvor du kan opleve førsteklasses shows, og der er også et område for live-optrædener og musik. For dem, der ønsker at holde sig aktive, er der et fitnesscenter, sportshaller, og flere udendørs aktiviteter, herunder en løbebane og cykelture.
Skibet har flere poolområder – både udendørs og indendørs – som er designet til at sikre, at du kan finde det perfekte sted til afslapning. Der er også flere boblebade og områder med liggestole, hvor du kan nyde solen og havets brise. Områderne på dæk er rummelige og indbydende, hvilket giver mulighed for at finde et stille sted eller deltage i livligere events.
Mein Schiff 7 er et fremragende valg for familier. Skibet har flere børneklubber opdelt efter alder, hvor børnene kan deltage i kreative workshops, lege og få nye venner. Der er også masser af aktiviteter for teenagere og familier som helhed, herunder fælles udflugter, filmscreening og kreative aktiviteter.
