Norwegian Gem
Norwegian Cruise LineOm skibet
Norwegian Gem er et charmerende krydstogtskib fra Norwegian Cruise Line, der byder passagererne velkommen til en uforglemmelig oplevelse til søs. Skibet, der gjorde sin debut i 2007, kombinerer elegance med moderne bekvemmeligheder og skaber således en behagelig atmosfære for rejsende. Med mere end 1.200 kahytter og suiter, herunder balkonmuligheder, tilbyder Norwegian Gem komfortabel indkvartering med stil.
Ombord på Norwegian Gem kan gæsterne nyde en bred vifte af kulinariske oplevelser, lige fra gourmetretter til afslappet spisning. Underholdningen er lige så varieret med teaterforestillinger, musikalske optrædener og et livligt kasino.
Norwegian Gem imponerer med sine faciliteter, herunder poolområder, spa og fitnessfaciliteter. Skibet har også specielle børne- og teenageområder samt en række barer og lounges for at tilfredsstille enhver smag.
Med destinationer som Bermuda, Caribien og Canada/New England åbner Norwegian Gem dørene for spændende rejseoplevelser. Uanset om det er afslapning ved poolen, kulturelle udflugter eller festlige aftener, er Norwegian Gem en pålidelig ledsager for dem, der søger et krydstogt med mangfoldighed og komfort.
Faciliteter
Rejseplan
01. november - 16. novemberCivitavecchia - Rom
Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…
Marseille
Frankrig
Marseille er den største havn i Middelhavet og Frankrigs andenstørste by. Den er en sand smeltedigel af forskellige folk og kulturer og anses for at være en bro mellem Europa og Nordafrika. Det er en by, der er perfekt til bare at vandre omkring og indsnuse atmosfæren, mens man beundrer de arkitektoniske perler. I den maleriske gamle havn ligger yachts- og fiskerbåde side om side, og lige nord herfor finder du den historiske del af byen, Le Panier, hvis virvar af snørklede og stejle gader gemmer på små, skjulte pladser og gamle, høje huse med terrasser, hvor vasketøjet hænger til tørre. Ud for kysten domineres vyet af det berygtede Chateau d’If – fængslet på en lille klippeø, hvorfra Greven af Monte Cristo flygtede i Alexandre Dumas’ berømte roman. Fra Marseille kan du også udforske smukke og historisk interessante Arles og pavernes gamle by Avignon.
Barcelona
Spanien
Den catalanske storby Barcelona er Spaniens andenstørste og behøver næppe nogen præsentation. Barcelona har alt, hvad en moderne storby skal have, og mere til. Den er berømt for Gaudis fantasifulde arkitektur, og her vrimler det med seværdigheder som hans finurlige Sagrada Familia og det imponerende fodboldstadion, Camp Nou foruden utallige interessante museer som f.eks. Picassomuseet. Fra Montjuic-bjerget har du en formidabel udsigt over byen, og stemningen på det berømte hovedstrøg, Ramblaen, er i sig selv en oplevelse. Her kan du sagtens få timer til at gå med at betragte menneskemylderet, mens du nyder lækre tapas og boblende cava.
Cadiz
Spanien
Cádiz anses for at være den ældste by i Europa og har været beboet i over 3.000 år. Det var herfra Columbus stævnede ud på rejsen til Amerika, og den gamle bydel, der næsten er helt omkranset af vand, er et romantisk virvar af snoede gader med muntre taverner. Byens katedral er med sin gyldne, barokke kuppel et pejlemærke, og dens tårn byder på en eminent udsigt over Cádiz, ligesom den dramatiske fæstning, Castillo de San Sebastian, er værd at udforske. Den ligger yderst på en smal mole som en vogter over byen, og alene gåturen derud er en oplevelse. Her er du omgivet af bølger på begge sider og får havluft i håret, og når du når frem, venter robuste mure, tårne og bastioner i en næsten teatralsk ro. Yndede udflugtsmål fra Cádiz tæller bl.a. hvide landsby Vejer, der ligger på en bjergtop med postkortskønhed og maurisk charme, samt Jerez, der er kendt for sin sherryproduktion, som fører en liflig og sødlig duft med sig i store dele af byen. Gibraltar med Europas eneste vildtlevende aber er heller ikke langt væk.
Nassau
Bahamas
Farvestrålende huse i pastelfarver lyser op mellem palmer og lyseblå bølger, og i byens hjerte summer det af musik, markedsstemning og historiske vingesus. Nassau, hovedstaden på Bahamas, kombinerer kolonitidens charme med caribisk livsglæde. Du kan gå en tur ad Bay Street med dens gamle bygninger, små butikker og Straw Market, hvor lokale kunsthåndværkere sælger kurve, hatte og souvenirs. Besøg Fort Fincastle og klatr op ad Queen’s Staircase - 66 trin hugget direkte ind i klippen - for en fantastisk udsigt over byen og havet. Øen har også sine skygger: Pirates of Nassau-museet fortæller levende om den tid, hvor pirater huserede i området, og britiske styrker forsøgte at holde lov og orden. Vil du ud i naturen, er der kun en kort bådtur til det turkise vand ved Pearl Island eller til snorkling blandt farvestrålende fisk og gamle skibsvrag ved Paradise Island. Nassau byder på lethed og historie, koralrev og kolonitid - alt sammen i gåafstand fra hinanden.
Tampa
USA
Tampa har rødder i både cubansk, spansk og italiensk indvandring, og det mærkes især i Ybor City - et kvarter opstået omkring cigarindustrien i slutningen af 1800-tallet. Her ligger murstensbygninger med gamle skilte og balkoner, hvor du kan besøge små cigarværksteder, caféer og barer, der holder fast i områdets særpræg. I centrum af byen finder du et moderne skyline med museer langs floden såsom Tampa Museum of Art og Florida Aquarium, hvor livet under havoverfladen udfolder sig i kæmpe tanke. Havneområdet Riverwalk giver en afslappet promenade langs Hillsborough River, forbundet af broer og med udsigt til både kajakker og lystyachter. Lidt udenfor centrum ligger Busch Gardens - en blanding af forlystelsespark og zoologisk have - der giver et vildt indblik i Afrikas dyreliv side om side med rutsjebaner. Tampa er en by med kontraster: moderne storby, immigrantkvarter med sjæl og nem adgang til Floridas solfyldte kyster.