EXPLORA II
Explora Journeys- Søsat
- 2024
- Længde
- 813 m
- Rating
- 5 stjerner
Om skibet
Explora Journeys’ skib Explora II er et luksuriøst krydstogtskib, der blev søsat i 2024 som det andet skib i rederiets eksklusive flåde. Bygget med fokus på elegance, bæredygtighed og komfort, viderefører Explora II den sofistikerede stil og rejsefilosofi, der kendetegner Explora Journeys, og tilbyder gæster en unik, luksuriøs oplevelse til søs.
Med plads til cirka 922 passagerer er skibet designet til at skabe en følelse af rummelighed og privatliv. Ombord findes 461 suiter, penthouselejligheder og residencer – alle med private terrasser og panoramaudsigt over havet. Interiøret er inspireret af moderne europæisk luksus og kombinerer naturlige materialer, elegant design og en rolig atmosfære, der fremhæver skibets eksklusive karakter.
Gastronomi spiller en central rolle på EXPLORA II, hvor gæster kan vælge mellem seks restauranter, der byder på alt fra middelhavsinspirerede specialiteter og asiatisk fusion til innovative plantebaserede retter. Madoplevelserne er skabt med fokus på bæredygtighed, friske råvarer og autentiske smagsoplevelser. Derudover tilbyder skibets barer og lounges et imponerende udvalg af håndlavede cocktails, sjældne vine og eksklusive spiritusser i elegante omgivelser.
For dem, der søger afslapning og velvære, byder skibet på Ocean Wellness, et omfattende spa- og fitnesskoncept, hvor gæster kan nyde luksuriøse behandlinger, sauna, dampbade, hydroterapi og skræddersyede wellness-programmer. Skibet har også fire swimmingpools, herunder en indendørs pool med justerbart glastag, samt flere afslappende jacuzzi-områder.
Explora II sejler til nogle af verdens mest eftertragtede destinationer med et fokus på unikke og dybdegående rejseoplevelser. Skibet tilbyder længere ophold i havne, hvilket giver gæster mulighed for at fordybe sig i lokale kulturer og skræddersy deres oplevelser i samarbejde med Explora Journeys' rejseeksperter.
Rejseplan
29. november - 05. decemberAthen
Grækenland
Krydstogtshavnen hedder Piraeus. Herfra er der ca. 12 km til centrum af Athen. I den græske hovedstad kan du gå på opdagelse i Demokratiets vugge, der gemmer på 5.000 års fortællinger om krige, menneskelig udvikling og velstand. Athen er en skøn blanding af gammelt og nyt, og således ligger gamle ruiner og moderne luksushoteller side om side og skaber en komprimeret diversitet, som ikke opleves mange andre steder i verden. Akropolis er selve symbolet på Athen og troner over byen, hvorfra det har overlevet mange forskellige civilisationer, hvis stemmer man næsten kan høre mellem de imponerende doriske søjler. Lige nedenfor Akropolis ligger det charmerende Plaka-distrikt, hvis smalle stenbelagte stræder gemmer på hyggelige restauranter og beværtninger samt finurlige butikker med spændende brugskunst. Athen er også fødestedet for de moderne olympiske lege, som har været afholdt stort set hvert 4. år siden 1896. Det oprindelige atletikstadion står stadig, så du kan løbe en runde eller forsøge med et længdespring eller blot sætte dig på tribunen og overvære andres anstrengelser.
Santorini
Grækenland
Santorini er en af Middelhavets mest ikoniske øer og for mange billedet på hele Grækenland. Det er de klassiske hvide huse med blå kupler, der balancerer dramatisk på kanten af en vulkansk caldera, som er afbilledet på utallige billedskønne postkort. Øens særlige lys og farver – fra det kridhvide puds til den sorte lavasten og det dybblå hav – skaber et landskab, der næsten virker overjordisk. I de snoede gader i Oia og Fira finder du små tavernaer, kunstgallerier og udsigtspunkter, hvor solnedgangen er et dagligt tilløbsstykke. En dag på Santorini kan føre dig til de røde og sorte strande, hvor lavaklipper danner dramatiske rammer om det klare vand, eller til det arkæologiske område Akrotiri, hvor en minoisk by fra bronzealderen er bevaret under aske. Du kan også smage lokale vine dyrket i den mineralske jord, hvor vinstokkene vokser som krøllede kurve helt tæt på jorden for at modstå vinden. En sejltur i calderaen bringer dig tæt på aktive varme kilder og den rygende Nea Kameni-vulkan, som du kan bestige til fods. Santorini er både skønhed og dramatik, stille stunder og intens sanselighed – en ø, der føles som skabt til at forføre dine øjne, dine smagsløg og din længsel efter det ekstraordinære.
Valletta
Malta
Malta er en lille øgruppe bestående af 7 øer, hvoraf de 3 – hovedøen Malta samt Gozo og Comino – er beboet. Med sin strategiske beliggenhed mellem Nordafrika og Italien har Malta igennem århundreder været eftertragtet jord, og herredømmet over øerne har skiftet hænder flere gange igennem historien, hvilket har sat sit præg på både sproget, gastronomien og arkitekturen. Maltesisk er således afledt af arabisk blandet med italiensk, mens middelhavskøkkenet blandes med det nordafrikanske. Malteserne er også meget stolte af de legendariske riddere, der forsvarede øen mod tyrkerne og lancerede korstogene. Disse riddere går under mange navne, hvoraf Johanniterordenen og Malteserordenen er de mest kendte. Det var en af ordenens stormestre, der grundlagde Valletta og gjorde byen til hovedstad i midten af 1500-tallet, og mange af byens for øvrigt meget smukke barokke bygninger stammer fra denne tid. På trods af sin beskedne størrelse er Valletta spækket med historisk interessante seværdigheder, hvoraf den imponerende katedral og Stormesterens Palads skal fremhæves sammen med et par museer, der fortæller den spændende historie om ridderne og deres bedrifter. Valletta, der er Europas sydligste og EU’s mindste hovedstad, er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og den er en yderst betagende by at vandre rundt i, da den emmer af historie og romantik.
Messina - Sicilien
Italien
Lige ved strædet, der adskiller Sicilien fra det italienske fastland, og hvor de mytologiske søuhyrer, Skylla og Charybdis, i sin tid huserede, ligger Messina. En rigtig hyggelig by, der er udråbt til den bedste by i Europa, når det gælder street food. Efter et voldsomt jordskælv ødelagde store dele af byen i 1908, blev den genopbygget i Belle Époque stil med brede boulevarder og forholdsvis lave bygninger, hvilket gør, at Messina i dag adskiller sig udtryksmæssigt fra andre sicilianske byer. Messinas største seværdighed er – som i mange andre italienske byer – den harmoniske katedral, som her i byen flankeres af et flot astronomisk klokketårn. Længere nede ad kysten ligger middelalderlige Taormina, der nærmest rejser sig lodret op ad havet, og byder på smalle og snoede brostensbelagte gader, det arabisk inspirerede Palazzo Corvaja og ruinerne af et græsk teater. Og lige i nærheden ligger Etna – Europas højeste, aktive vulkan. Har du brug for et lille hvil, kan du sætte dig på en af de hyggelige caféer og nyde en forfriskende granité med smag af Siciliens solmodne citroner.
Napoli
Italien
Seværdighederne er mange i Napoli, og de lokales hverdagsliv er i sig selv én af dem. Napolitanere er kendte for at være meget højlydte i deres omgang med hinanden, ligesom byen kan virke både snusket, larmende og kaotisk. Af samme grund mener mange, at det er her, du oplever det ægte og upolerede Italien. Gå langs Spaccanapoli – en lang, smal gade, der gennemskærer det historiske centrum – og beundr de historiske kirker, livlige pladser, udendørs caféer og unikke butikker. I bydelen Santa Lucia finder du de maleriske klynger af smalle ”trappegader” med bagerier, butikker med kunsthåndværk og små caféer, hvor de lokale drikker deres espresso. Vasketøjet hænger ofte på snore mellem husene, mens der føres samtaler fra den ene balkon til den næste. Et kulørt og livligt kvarter, der leder tankerne hen på gamle tegnefilm og ”Bella Notte”. Napoli byder på masser af kunst, kultur og historie. Det spændende arkæologiske museum fremviser bronzestatuer, freskoer og mosaikker samt Farnese-tyren, der er den største, antikke skulptur, der nogensinde er fundet. Der er hele to royale paladser i Napoli, hvor du på en rundtur ser værelser rigt dekoreret med gobeliner, freskoer, porcelæn og portrætter foruden store kunstsamlinger. Teatro di San Carlo er et af de største teatre i Europa og Italiens førende operahus. Det blev færdiggjort i 1737 med et ekstravagant interiør i rødt og guld med balkoner fordelt på seks etager – et design som efterfølgende arkitekter har stræbt efter at følge. Det samme gælder for pizzaen, som i sin simple Margherita-form siges at stamme fra Napoli – så enkelt, men så lækkert!
Civitavecchia - Rom
Italien
I sig selv er Civitavecchia en ganske hyggelig by at tilbringe en dag i. Fort Michelangelo er byens symbol og bestemt et besøg værd sammen med de interessante romerske ruiner af Tauriner-badene. Eller bare fortab dig selv i den atmosfærefyldte gamle bydel med godt tiltrådte brosten, grønne vejrbidte skodder og fyldte tørresnore. Ønsker du den helt store sightseeing-dag, skal du begive dig til Rom, der ligger ca. 70 km fra Civitavecchia. Rom er fyldt med ikoner fra Antikken og den kristne tro – seværdigheder der er så ”store”, at de er obligatoriske for enhver med bare en lillebitte globetrotter i maven. Rend op og ned ad Den Spanske Trappe og kast en mønt i Trevi-fontænen, så du – i hvert fald ifølge sagnet – er sikker på at vende tilbage til Den Evige Stad. Besøg det bedst bevarede monument fra Romertiden, Pantheon, som vil betage dig med sin enorme kuppel, der lader til at svæve hen over bygningen uden synlige støttepiller, og nyd en italiensk gelato, mens du kigger på menneskemylderet og de fabelagtige springvand på Piazza Navona, hvis ovale form skyldes, at pladsen engang var et stadion. Og sådan kunne vi blive ved og ved…